langs Strandveien blev der solskin og velvære, omend konen og børnene havde levet noksaa skralt før, for at spare af hyren, som blev trukket hver maanedsdag nede paa kontoret, til at sætte i banken. Fest blev der ogsaa efter leilighed i de ældre, gifte matrosers hjem, og nede paa sjapperne sad unggutterne og drak sit øl og rasled med mangeslags fremmede og underlige mynter. —
Det var en lørdag eftermiddag i november. Der kom af og til et solgult gløt over byens hustage gjennem de drivende skyer, og sjøen laa og tumled urolig efter nogle dages storm og uveir. Midt i gaden stod store regnvandsdabber, og fortauge og brostene havde et seigt, klissent overtræk af graa søle.
Det brød Søverin Saabeskum, formand paa konsul Behrens verft sig lidet om, der han plasked afsted midt i gaden paa de høie sjøstøvler med en for ham usedvanlig fart. Og han sneied lige ind paa det indre kontor og rak bare saavidt at faa banket paa, efter at han alt havde aabnet døren paa klem:
— Hr. kunsel, hr. kunsel, nu kommer Kassandra! Hun er alt tvers af Grønholmerne!
Konsulen sad netop og gjennemgik husholdningsregnskabet for ugen, som hans datter, den attenaarige Gerda, havde bragt ham. Konsulen var en streng mand, og han vilde, der skulde være orden i tingene. Derfor havde han ladet sin unge datter overtage
