Hvert aar ved den tid, at høststormene for alvor begyndte at ta sine ruskende, vægtige tag i byens sjøboder, at kaste plankestabler overende paa verfterne og pusle hele nætterne med kirketaarnets hvinende vindhane, naar der blev uro af slikkende skvalp om bryggepælerne og langt, evindeligt sus i luften, da stod indover fjorden fra alle verdens havne de mange seilere, som hørte byen til; for nu skulde de takles af og lægges i vinterens dvale.
Op til de høieste knatterne omkring var i den tid en stadig færdsel af gamle, stivbenede redere, af forlængst oplagte skippere og matroser, af sjømandskoner og sjømandsbarn, som stod og stirred udover fjordgabet, omend regnet pisked noksaa koldt, og sydosten hev sig tungt over lyngflagerne. De merked det knapt, for alle havde de spændingens varme i sig. Nordsjøen var styg nu høstens tid, og de ballastede skuder var som bolde for vindmagten at regne.
Nu og da dukked saa et seil frem derude, hvor
