Side:Tragedier 1928.pdf/333

til gilde dine venner; ti din lykkes maal
er fyldt til randen ved din datters heltedaad.

KADMOS.
Ak, bredfuldt blev min jammers maal. Aa, hvilken gru
at se de arme hænder sølet til med blod!
Det offer du har bragt din gud, var dyrebart
og dyrt for mig og Teben blir dit gjæstebud.
Ve dig for det som kommer, barn, og ve mig selv!
For haardt, om end retfærdig, har den strenge gud
som fødtes i vor kongsgaard, tugtet dig og mig.

AGAVE.
Hvor sur og tvær dog alderdommen gjør en mand!
Hvor skummelt blir hans blik! Aa slektet dog min søn
paa mig og hadde samme held, naar han drog ut
med Tebens unge mænd og jaget vilde dyr.
Men kun til kamp mot guder staar hans hu. Aa far,
du burde tale ham til rette. — Gaa nu en
og kald ham for mit aasyn, saa han ser mit held.

KADMOS.
Hvor grufuld blir jer pine, naar I selv forstaar
hvad I har gjort. Ak, varte dette selvbedrag
til livets sidste stund, da var vel lykken tapt;
men helt ulykkelig blev ikke da jer lod.

AGAVE.
Men hvorfor er det grufuldt? Hvorfor ikke smukt.

KADMOS.
Vend blikket opad først mot himlens klare blaa!

AGAVE.
Ja, som du vil; men hvorfor op mot himlens hvælv?

KADMOS.
Er denne himmel nu den samme som den var