Side:Tragedier 1928.pdf/309

som faafængt, grep sit sverd og for i huset ind.
Han trodde vel at jeg var flygtet bort imens.
Og tar jeg ikke feil, saa var det Bakkos selv
som ute paa den aapne gaardsplass tryllet frem
mit billed for hans blik. Mot dette for han frem,
og mangt et hugg av sverdet fik den tomme luft,
som var det mig han traf. Og Bakkos tugtet ham
end mer; ti hele huset styrtet han i grus.
Alt ligger i ruiner. Mine lænker blev
for Pentevs selv en besk og bitter øienslyst.
Han slap sit sverd, og dødstræt har han opgit alt.
Saa gaar det, naar en dødelig fordrister sig
til kamp mot guder. Rolig gik jeg ut til jer
fra kongens borg. Hans trusler skræmmer ikke mig.
Men hys! Jeg hører tunge skridt. Han er her snart.
Saavidt jeg skjønner, nærmer han sig døren her.
Hvad vil han efter dette si? Jeg mestrer ham
med lethet og kan ta hans raseri med ro.
Forivre sig bør aldrig en forstandig mand.

PENTEVS.
(kommer ut).
At dette skulde hænde mig! Aa hvilken tort!
Den fremmede som nys i lænker laa, er rømt.
Men se!
Der er jo manden. Hvilken frækhet! Du slap ut
og tør dog la mig se dig foran mit palads!
(Vil gaa løs paa ham.)

DIONYSOS.
Staa hvor du staar og styr din vrede! Fald til ro!

PENTEVS.
Svar I hvordan blev din lænke løst, saa du slap ut?

DIONYSOS.
Du har jo hørt om ham som skulde løse mig.

PENTEVS.
Om hvilken? Altid er din tale gaadefuld.