Side:Tragedier 1928.pdf/308

DIONYSOS.
(kommer i menneskelig skikkelse ut av paladset).
I kvinder fra et fremmed land, har disse tegn
slik rædsel voldt jer at I alle sank til jord?
I merket vel at Bakkos rystet denne borg.
Men la nu trøstig frygten fare! Skjælv ei mer.

KORFØRER.
Du lys som straaler klarest ved vor Bakkosfest.
Ak, hvilken fryd at se dig i vor ensomhet!

DIONYSOS.
Fortvilet blev I vel, da jeg blev ført avsted
av Pentevs til paladsets mørke fangehul?

KORFØRER.
Ak ja. Hvem var vort værn, hvis vanheld rammet dig?
Men hvordan blev du fra tyrannens lænker løst?

DIONYSOS.
Med lethet, uten møie, frelste jeg mig selv.

KORFØRER.
Men dine hænder blev jo bundet. Ikke sandt?

DIONYSOS.
Just deri drev jeg spot med ham. Han trodde selv
at jeg blev lænket; men han rørte ikke mig.
Det var et blændverk. Der hvor jeg var indestængt
i stalden, stod en okse. Om dens klover bandt
han lænken fast og fnyste vildt i raseri.
Fra panden dryppet sveden. Harmfuld bet han sig
i læben, mens jeg rolig sat og saa paa ham.
Da rystet Bakkos borgen, og hvor gudens mor
var lagt i graven, lot han flammer blusse op.
Da Pentevs saa det, trodde han at hans palads
gik op i luer, og forstyrret løp han om
snart hit, snart dit og bød sit hele tjenerskap
at hente vand til slukning. Alle strævet haardt;
men møien var jo spildt. Saa gav han dette op