Denne siden er korrekturlest
KADMOS.
Teiresias, du ser jo ikke dagens lys.
Saa faar da jeg gi dig besked om det som sker.
Til borgen skynder Pentevs sig i største hast.
Hvor oprørt han ser ut ! Hvad budskap bringer han?
Teiresias, du ser jo ikke dagens lys.
Saa faar da jeg gi dig besked om det som sker.
Til borgen skynder Pentevs sig i største hast.
Hvor oprørt han ser ut ! Hvad budskap bringer han?
PENTEVS.
(kommer ind fra venstre med væbnet følge.)
Jeg hører ved min hjemkomst fra et fremmed land
ondt nyt, at vore kvinder har forlatt sit hjem
og under paaskud av at feire bakkosfest
i skogens skygge streifer om paa øde fjeld
og danser vildt til ære for den nye gud
som kaldes Dionysos; mere vet jeg ei.
De leirer sig i flok om boller fyldt med vin.
Snart sniker sig den ene, snart den anden bort
i løn til ensomt krat og gir sig hen til mænd.
Mænader maa jo tjene, heter det, sin gud;
men Kypris, ikke Bakkos, tjener de nok helst.
De kvinder som jeg fanget, bastet jeg og bandt,
og mine svende vokter dem bak fængslets mur.
Men hjem fra fjeldet skal jeg jage alle dem
som endnu er der, Ino og Avtonoe,
Aktaions mor, og hun som blev Ekions brud,
Agave, som har født mig. Haarde baand av jern,
skal snarlig faa dem alle til at holde op
med dette sit forrykte bakkosraseri.
Det heter at en fremmedkarl fra lyders land
er kommet hit, en gjøgler, en som kan den kunst
at øve trolddom. Deilig er den søte duft
fra gylden lok som bølger om hans rosenkind.
De skjønne øine tolker elskovslekens lyst.
Han færdes blandt de unge kvinder dag og nat.
De tror han vier dem til Bakkos, glædens gud.
Men tar jeg ham til fange, skal hans hode straks
for øksen falde; aldrig skal han svinge mer
sin tyrsos og la vinden leke med sin lok.
Han kalder Dionysos frækt en mægtig gud
og paastaar han blev frelst, sydd ind i Zevs's lænd,
(kommer ind fra venstre med væbnet følge.)
Jeg hører ved min hjemkomst fra et fremmed land
ondt nyt, at vore kvinder har forlatt sit hjem
og under paaskud av at feire bakkosfest
i skogens skygge streifer om paa øde fjeld
og danser vildt til ære for den nye gud
som kaldes Dionysos; mere vet jeg ei.
De leirer sig i flok om boller fyldt med vin.
Snart sniker sig den ene, snart den anden bort
i løn til ensomt krat og gir sig hen til mænd.
Mænader maa jo tjene, heter det, sin gud;
men Kypris, ikke Bakkos, tjener de nok helst.
De kvinder som jeg fanget, bastet jeg og bandt,
og mine svende vokter dem bak fængslets mur.
Men hjem fra fjeldet skal jeg jage alle dem
som endnu er der, Ino og Avtonoe,
Aktaions mor, og hun som blev Ekions brud,
Agave, som har født mig. Haarde baand av jern,
skal snarlig faa dem alle til at holde op
med dette sit forrykte bakkosraseri.
Det heter at en fremmedkarl fra lyders land
er kommet hit, en gjøgler, en som kan den kunst
at øve trolddom. Deilig er den søte duft
fra gylden lok som bølger om hans rosenkind.
De skjønne øine tolker elskovslekens lyst.
Han færdes blandt de unge kvinder dag og nat.
De tror han vier dem til Bakkos, glædens gud.
Men tar jeg ham til fange, skal hans hode straks
for øksen falde; aldrig skal han svinge mer
sin tyrsos og la vinden leke med sin lok.
Han kalder Dionysos frækt en mægtig gud
og paastaar han blev frelst, sydd ind i Zevs's lænd,
