V I6 C saadan inderlighed, at det tilsidst ikke længer kan ud- skilles.. l)e vekslende tider have paa mange maader efterladt sine spor ved siden af hinanden. Fra den middelalderske sagatid og til 1814 har den norske historie ikke at fortælle om mangen en stordaad af vor bondestand, som delte landets van- skjæbne med de øvrige samfundsklasser. Ligesom Norge selv var trængt tilbage, saaledes indtog ogsaa bondestanden en meget beskeden plads i landets historie og greb kun sjelden synlig ind i denne. Men den har alligevel ikke staaet helt udenfor de almindelige kulturbevægelser. Skjønt det offentlige liv i Norge i den senere middelalder blev grebet af en gjennem- gaaende forstenelse, har dog ingenlunde folket i al- mindelighed og heller ikke dets mest mandstærke sam- fundsklasse til nogen tid savnet al berøring med den europæiske kultur, men bestandig fulgt denne. Ganske vist har der her mere været en ydre.paavirkning, som ikke kunde modstaaes, end et selvstændigt arbeide; men med al den passivitet, der gjennem flere aarhun- dreder fra den senere middelalder af har hvilet over vort folk, er det alligevel umiskjendeligt, at der har været et liv, om dette end ikke kan kaldes noget rigt bevæget. Forbindelsen mellem vort folk og udenver- denen er ikke til nogen tid bleven helt afbrudt, Skjønt den ofte først sent har ytret sine virkningen . I hvilken udstrækning der i den sidste del af mid- delalderen og senere hen hos det norske folk er fore- gaaet nogen almindelig tilbagegang i kultur, vil for bøndemes vedkommende altid blive et Spørgsmaal, hvorpaa der kun- vanskelig lader sig give et tilfreds- stillende svar. Da det ældre middelalderske aristo-
