I44 – livskraften, og at det har havt de første, de mest nød- vendige betingelser for at kunne slaa ind paa den samme udvikling som byerne, alene med vedligehol- delsen af den forskjel, som under alle forhold maa bestaa mellem by og land. “ Det har hos den norske bondestand altid været det sidst tilegnede, som har seiret –Folkedigtningen har fulgt de baner, som ere den anviste i en nyere tid, og ved læsning af udenlandske romaner har bøn- dernes fantasi aabnet sig helt nye forestillings.kredse, der i“ middelalderen vare dem fremmede Sagnene om Vølsunger og Niflunger døde bort og afløstes af nye, der vare hentede fra bøger. Paa de udskaarne krud- horn fra Thelemarken og Sætersdalen forekomme ved siden af bibelske figurer, som David, Samso“n, Absalon o. S. v. kun helte, der tilhøre denne nyere kreds af folkeromaner. O “ Medensi middelalderen de gamle sagn, som kjen- des fra Eddadigtene, vare et ofte benyttet stof for de kunstnere, som udarbeidede hin tids pragtfulde kirke- portaler, saa har i det 17de aarhundrede en mindre øvet kunstner paa en saadan indføiet to smaa stykker, paa hvilke man ser Holger Danske og Burman. Tan- ken er den samme; men for at kunne udføre denne, have kunstneme til forskjellige tider vendt sig til meget forskjellige forestillingskredse. i Man har her et interessant bevis for, hvorledes det gamle er gaaet tilgrunde og har veget pladsen for noget nyt. Ikke engang i sagnene har den gamle over- levering kunnet holde sig uforandret. i De ældste ægte historiske sagn, som nu kjendes, ere maaske nogle thelemarkske og hallingdalske ættesagn, der
