I43 stilles i klasse med sin tids mest tilbageliggende lands- deles befolkning. Det er ogsaa utvivlsomt, at der alle- rede –i det 18de aarhundrede var mangfoldige bygder, i hvilke befolkningen kun havde saare lidet, om over- hovedet noget igjen af det, som man har kaldt den gamle norske overlevering. Den første fordring, der maa Stilles, hvis man regner det til en fortjeneste for vor landbefolkning, at den skulde have opretholdt denne, maatte tvære, at det var skeet med bevidsthed, og det kunde ikke have været tilfældet. I aarhundredernes løb er vor bonde- stand næsten bleven blottet for historiske Sagn, af hvilke de ældste sikre neppe gaa længere tilbage end tilslut- ningen af det 16de aarhundrede, maaske paa en enkelt undtagelse nær fra Sætersdalen. “Forbindelsen med old- tiden ad denne vei er bleven fuldstændig afbrudt, og hvor man i vore dage kan høre fortællinger, der synes at antyde det modsatte, der kan man være temmelig sikker paa, at der til grund for disse tilsyneladende sagn ligger en trykt bog af nyere oprindelse Hvad der nu er bevaret fra den ældste tid, er kun bevaret rent ubevidst. Det, som nedigjennem ti- derne repræsenterer fremskridtet, er derimod tilegnelsen af det fremmede; det er i denne, man kan finde spor af selvstændighed, originalitet, og virkelige ytringer af det nationale liv. Kun maa ikke betydningen af det, som tør lægges heri, overdrives og gjøres til noget andet, end det vir- kelig er. Thi ogsaa tilegnelsen af det fremmede har for en Stor del været mindre “bevidst; den lethed, hvormed den er foregaaet, er dog i ethvert tilfælde et bevis for, at det norske bondesamfund har bevaret
