‘ - I33 Den kreds, hvori almuens- aandsliv oprindelig be- vægede sig, var i sig selv kun en liden og snæver. l)et var de med denne mest beslægtede forestillinger der maatte have lettest for at optages i den, og saa- ledes er det ganske naturligt, at det er paa folkedigt- ningens omraade, at nogle af de sikreste spor af en saadan aandelig paavirkning kunne iagttages. Men det er her, som med de før omtalte efterligninger, at det fremmede element som oftest optages i en med stor originalitet bearbeidet form og bliver fuldstændig natio- naliseret.– Vi behøve ikke at skamme os for de efter- digtede æventyr, som netop i henseende til humør og begivenhedernes udmaling staa over sine fremmede forbilleder og have faaet de samme fordele, som ud- mærke den del af vor æventyrdigtning, der maa an- sees for at være af ældre norsk oprindelse. Det er ogsaa i en forholdsvis ny tid, denne indførsel af nyt æventyrstof er foregaaet, rimeligvis i det 17de aarhun- drede. En undersøgelse af hin tids tyske æventyrlitera- tur maatte her kunne bringe fuld klarhed. Man har i nyere tid villet gjøre det til en ære for vor landbefolkning, at den for en stor del skulde have befundet sig i en stilstand, der varede 3–4, maaske endog 6 aarhundreder. Fra et modsat syns- punkt havde man kunnet gjøre dette til en skam for den samme almue, og hvis forholdet virkelig havde været et saadant, som det ofte har været fremstillet, maatte man ogsaa erkjende, at den sidste opfatning vilde været berettiget. Heldigvis er dette ikke tilfæl- det, idet vort folk bevislig efter evne har fulgt med sin tid. Men der er stor forskjel i maaden, hvorpaa dette er skeet i de enkelte bygder. )
