I34 Det høres oftere, at bønderne i modsætning til byernes befolkning gjennem aarhundreder have siddet inde med den ublandede, uforfalskede norske tradition. Der er ogsaa heri nogen sandhed; men efter hvad der i det foregaaende er fremholdt, maa den hele paastand underkastes .n betydelig indskrænkning, forsaavidt bøn- derne for det første ogsaa have optaget meget, som er kommet udenfra, og dernæst selv staa paa høist forskjellige standpunkter. Det er dette, som to gange er blevet overseet, først, da man i det 18de aarhun= drede var begyndt at sværme for, hvad den gang kaldtes 1»den norske odelsbonde«, og dernæst i det 1()de aar- hundrede, da man, mere med forskjel i formen end i realiteten, atter er kommen ind paa en dermed beslæg- tet retning. Thi i denne henseende er der et betyde- ligt fællesskab mellem de to sidste aarhundreder. l)en første gang var det hyrdedigtet, den anden bondenovellen, som gav dette sværmeri et mægtigt stød; ved begge leiligheder begik man den store feil at betragte den norske odelsbonde som repræsentant for en aldeles ensartet samfundsklasse, og ved at anlægge en idealistisk maalestok at Se i ham noget helt andet, end han virkelig har været. Uklarheden var størst i forrige aarhundrede Man troede den gang at se hyrdepoesien og hyrde- livet virkeliggjort mellem de norske dale.r Endnu var det nærmest kun disses nedre partier, som indeslutte landets romantiske egne, der traadte frem for den al- mindelige hevidsthed som den opkonstruerede odels- l)ondes rette hjem, og til dem henlagdes hele det norske hyrdeliv. I det 1()de aarhundrede er man gaaet videre og er kommen ind i landets vildere egne. Nutidens
