I3 egen kreds paa nogle kanter maa betragtes som næ- sten forsvindende, er den paa andre bleven drevet meget vidt og har havt iøinefaldende virkningen Naar man rigtig vil sætte sig ind i den for- skjel, som ved siden af visse stærkt fremtrædende fæl- les grundtræk lader sig iagttage mellem befolkningen i vore landdistrikter, da forstaar man maaske bedst, at den forskjel, som kan paavises mellem by- og land- befolkning, heller ikke kan have den store betydning, som har været den tillagt fra et mindre alsidigt stand- punkt. Man vil da maaske saa meget sikrere fæste sig ved den store lighed, som ved siden at al den iøinefaldende ulighed, lader sig iagttage hos folket i alle dele af vort land, uden hensyn til dets leveveie eller den forskjellige stillingi samfundet. Ialfald kan det ikke erkjendes for rigtigt, at enheden udelukkende skal opretholdes for landdistriktemes vedkommende, me- dens man vil se bort fra den med hensyn til den del af vort folk, som lever i byerne. Her gjælder det: enten - eller, og Sandheden rammes kun, naar man fast- holder enheden, men rigtignok ogsaa til samme tid tager det nødvendige hensyn til den store forskjel, som der er.– Veien til at finde denne sandhed fører gjen- nem studiet af vor histories mørke periode. Det er sagt saa ofte, at det næsten kan synes overflødigt at gjentage det, at landdistriktemes befolk- ning har bevaret mange træk fra de gamle tider, som ellers vilde været sporløs1 tabte. Det gjælder her, skjønt rigtignok kun med en vis begrænsning, at jo mindre uberørt denne befolkning har været af den nyere tids kulturbevægelser, desto større troskab har den ogsaa kunnet vise mod gamle sæder og skikke.
