„ I4‘ Saadant ligger i sagens natur. Byemes befolkning har med nødvendighed stedse været mere bevægelig, og derfor har det nedarvede altid havt mindre magt over den, medens i de stille fjeldbygder traditionen tildels har kunnet øve en overordentlig stærk indflydelse. Nu, mod slutningen af det r9de aarhundrede er det tidspunkt “naaet, da der forestaar et fuldstændigt om- slag i denne henseende. De lette samfærselsmidler og den stigende oplysning øve begge i forening en mær- kelig udjævnende virkning. Landdistrikternes befolk- ning bliver mere bevægelig og dermed ogsaa mere uafhængig af de gamle traditionen Sproget afslibes for sine stærkere dialekt-eiendommeligheder, og de gamle sæder og skikke lægges af med de gamle drag- ter. Der er i dette øieblik mindre forskjel mellem land- og bybefolkning, end der nogensinde tidligere har været, og alt tyder paa, at denne i fremtiden vil blive endnu mindre. Men samtidig er ogsaa forstaa- elsen vaagnet at) at nu e-r tiden kommen, da man maa se at redde af det gamle, hvad reddes kan, og at dette er en pligt, der i lige grad skyldes de forudgangne som de kommende slægter. Noget kan reddes ved literaturen, andet ved opbevaring i musæerne. Hvad der paa denne maade unddrages fra den sikre øde- læggelse, vil for efterslægten være ligesaa mange min- desmærker om de svundne tiders liv. Netop med hensyn til talrigheden af de synlige levnin- ger fra ældre kulturtrin er der forskjel mellem by- og landsfo1k. Denne formindskes nu stadig, men kan dog endnu godt mærkes, ånavn1ig i de mest gammeldagse bygder. Ved at gaa noget tilbage i tiden, vil man snart se, at den da var langt stærkere.
