og nægte, „at ein einaste Maalmann hev sagt noko anna“, æn at ordforrådet ær hovedsak og formen medsak, — ja i den mon medsak, at vår folke-æts mål har kunnet kaste mere og mere av sit formstel bort, og at mange miljoner kinesere m. fl. kan hjælpe sig aldeles uten målformer, — som i min bok ær påvist?
At ordforrådets norskhet stiger i pris, alt som formerne går ned til det gamle, naturgivne værd, ær da bare, hvad en måtte vænte. Dærav kan det forstås, at Fedrah. i sin fræmstedelse av Hvem skal vinne? (29—1—87) nu gir mig ret i „Strævet mot Framandordi, som so oftast er til Tyngsla og Meinska for Maalet, um dei fær aldri so norsk form“. Ja, hør! hør! nu er det kommet annen lyd i pipa! (Men hvor længe blir de ved i denne gode „Bekjendelse“? Det er et stort spørsmål.)
Jeg får hær ta med et annet medgivende av Fedrah., som jeg ænnu mindre hadde væntet. Det lyder så: For det um Engelsken ikkje kunne verta Fransk i England“ (da Fr. og Eng. jo virkelig er forskjellige Sprog) „so kann vel Dansken verta norsk i Norge, allvisst (i alle fal?) med god Hjelp av Norsk-norsken, so det for den Skuld kann koma paa eit ut, kven som vinner, berre det vert arbejdt so det mimar fraa baa’e kantar“.
Dette ær da det mærkeligste, jeg ænnu i al min dag har hørt fra den kant; ti hvor længe har det ikke været hamret in i folk, dette, at om en lapper og lirker med „Dansken“ i 1000 år, så er den dansk og blir den dansk like til dommedag?
Men hør nu dette og sig så, om ikke Fedrah. også kan være medgjørlig og elskværdig? Den har rigtignok tillagt mig, å ha faret med „Vringl“ imot dem, mine motstrævere. Men det skal være glømt og tilgit
