Som vi ser, er bægge mål ord for ord de samme, bare formerne ulike. Et og annet ord kan bondemålene har gemt, som fællesmålene nu tar op igen: andre har det ikke bruk for; det vilde bli for vidtløftigt.
I sin svære, folderike, sie bunad ligner bondemålenes „generalnævner“ de kjoler og skaut, vi alment holdt på som „nationale“ for en tid siden, og den præstekjole, vi ænnu holder på, og som næsten altsammen var hofdragt ute i Europa for mange, mange hundre år siden.
Sprogloven er: at arbejde sig bort fra de rike, tunge former: selv bondemålstræverne må vedgå det; mange af dem tror derfor ikke, at den nuværende „generalnævner“, kan bli det ny fællesmål i Norge.
Ja, dette er vakkert utsyn! Snarere æn på to hundre år kan vel ikke det gå for sig, at bondemålenes nuværende „generalnævner“, skriftlig fæstet og arbejdet in ved statshjælp, kommer i andre og lettere former! Så længe altså, kanske længer, skal kampen mellem to fællesmål slite op vort vesle folk?!
Det synes, som kunde vi ha bedre at ta os for. I grunnen gæller det: skal vort fællesmål få vokse sig fyldigt og bli et altid rikere samfun for alt folket? eller skal det stoppes op, fordi bønderne sitter med gamle former, de ikke vil slippe? — skal vi tilbake til dem, eller skal de færm til os?
