Side:Til dem som forkynner.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
5.
Dagbladet 27. juni.

Jeg hævder følgende som godtgjort:

  1. Bry med det landsgyldige fællesmål har alle kulturfolks bønder; blir et enkelt landskab sparet, så har et annet det så meget sværere.
  2. Flere kulturfolk har store provinser, som der tales et selvstændigt sprog i, og de forstår ikke hovedsproget; ænda forlander de ikke to officielle fællesmål. Dette hos folk så manstærke at de kunde ha råd til det.
  3. At sammenligne vore bygdemåls stilling med finnernes, flamlændernes, ungarernes sprogforhold eller med lignende hvorsomhelst er i høj grad dadelværdigt, fordi det misviser.
  4. Et tilfælle som vort, at bygdemålene danner et nyt fællesmål til fortrængsel af deres egen kulturætling, og at dertil forlanges statshjælp, det er uten sidestykke i noget land.
  5. Bevægelsen bort fra tvelydene er fælles for hele den nordiske sprogring.
  6. Det ny fællesmåk for svenskerne ta sig ut som et svensk almuesmål.
  7. Kampen mellem de to fællesmål må, efter almindelig tro, minst række gennem to hundre ord.
  8. Inøvelsen i det ny fællesmål faller så svær, at „målskular“ på tre måneder for utlærte skolemæn regner Arne Garborg for ingenting.
  9. At gi statshjælp til inøvelse af det ny fællesmål er statens forsøk på at blodtappe det, vi har.
  10. Dette, mens almuens oplysning er stærkt stigende, og navnlig bønderne har nåd fræm til flertal i tinget, har sat sine standsbrødre in