folkeslag vil få svært ondt for at tale det, så vi kan være visse nok på, at med det får endelig også vi „noget for os selv“.
At skylde Knudsen for motsigelse, fordi han mener, de hårde medlyd engang vil slites væk, men holder på dem, fordi den landsgyldige talebruk almindelig har dem, — er det ikke som at skylde vort venstre for motsigelse, når det holder på parlamentarismen, men vét, at det ikke er den endelige styreform?
De innrømmer, at den dannede del af folket blir den bestemmende for sproget; men så mener de jo, at bønderne engang kommer til at „regnes til den højest oplyste befolkning“. Ja, der er utrolige drømmerier i denne sak! Skulde bøndernes arbejd i vore knappe kår nogensinne tillate dem at nå dit? Så lit som mesteparten af byfolket. Den enkelte man og kvinne, ja; men „bønderne“?
Hadde ikke P. A. Munch — dertil fristet af sin tvilsomme kamp om „oldnorsk“ og „oldnordisk“[1] — i sin tid kastet fræm den over al måte letsindige påstand, at vore bondemål var et annet sprog æn vort fællesmål, så hadde mesteparten af bondemålstrævernes sammenstillinger med andre sproglige
- ↑ Senere slog han sig fra »målstrævet«.
