ja, er det ikke som at peke på bakvejr hist og her mot elvens brede løp? — det er kunster!
Så nævnes i de romanske sprog eksempler på nydannede tvelyd (ord som nomo, muore, buena, rien, bien, pays, roi, loi!), ord, som tildels ikke har tvelyd i uttalen. Eller går det an i vort sprog at kalle uartig for tvelyd? Eller ord som stue, sia; eller ord som skænd og ’gen? — —
Hollandsk har jeg hørt så lite tale, at jeg ikke kænner strømretningen; men strømretningen i den tyske daglige tale drar, såvidt jeg skønner, bort fra tvelydene, ikke til; og at den i engelsk har gjort det, ja, det trodde jeg, ingen vågede at nægte, som kænner sprogets retskrivning.
Men det, som står fast, er, at i den nordiske sprogring taper tvelydene sig: dette er da endelig inrømmet, og for os er dette nok.
Hvorfor nævne, at vort fællesmål nu blir som svensk (hvo, som har øren, han høre!), men fare vind-let hen over, at svenskerne selv siger om vort ny fællesmål, at dette i den grad faller sammen med almuesmål hos dem, at vi blir til svenske almuesmål hos dem, at vi blir til svenske almuesfolk på det! Dette er da sandelig i denne sak det vigtige; dette er det, som vi bør tale om, nogen og hvær.
„Bondemålenes generalnævner blir det yngste sprog i Europa.“ Ja, det er vistnok sant, — om dermed menes, at det blir det færskeste. De nyere
