bevægelser ikke set dagsens lys. På denne første synd fulgte de andre.
Nu skulde bondemålstræverne omvende sig fra dem, og det glæder mig,a t dertil har dog i alle fall ét tegn vist sig.
(Anmærkning. Herpå blev svaret, at også overlærer Løkke holdt på, at bondemålene og vort fællesmål var to forskellige „sprog“, så denne afgørelse nu er „videnskabens“. — Javist, på samme måten, som nå en bibeltekst først vitterlig i teologisk øjemed har blet forfalsket, og teologerne til støtte for denn første forfalskning anfører alle afskrifterne efter den, — på samme måten er Munchs falske påstand blet „videnskabens“ ved, at Løkke og andre snakker den efter!
„Videnskaben“ vil visst ikke endgang holde svensk, norsk og dansk for forskellige „sprog“; men bare for dialekter af det samme.)
Ikke likere er det påfun for lejligheden, at „dansk-norsk“ er laget just som „generalnævneren“. Som „dansk-norsken“ lagdes, er visst de landsgyldige sprog engang laget; det er den naturlige proces. Således derimot som „generalnævneren“ lages, — jeg vét ikke af hvormange dialekter og oldnorsk og eget fabrikat, — er det skét nogensteds før, så er det da i hvært fall ikke „naturligt“. Det er visst samme forskel på det som på det naturlige og det unaturlige
