Det heter naturligvis, at bondens barn først
skal undervises „i sit eget mål“, og dertil skal
statens penger brukes; det heter, at da læres vort
fællesmål lerre i den senere undervisning. Men
de vælger den vej, som ikke fører hertil, — derimot
så meget sikrere til at skape målstræver-apostler
for „generalnævneren“. Når de konservative skriker,
at dette er fusk, som det også er, da ler alle
mænnesker. De konservative har nemlig i denne
sak stelt sig så galt, at det går an at overhøre,
hvad de siger. Det liter bønderne på; det er god
gammel bondepolitik — som heller ikke forsmås
af de andre; således slet ikke af undervisningsministeren.
Han fortæller netop nu, at han har sendt ut „en rundskrivelse“ for at forberede „målskulernes“ overgang til seminarierne — naturligvis fræmdeles forat barnene kan få undervisning „i sit eget mål“. Hertil vælges fræmdeles den vej, som ikke fører fræm, men så meget sikrere til at skape apostler for det ny fællesmål. Således blir i denne sak „frihedens bevarelse lagt in under hans hånd, som styrer alt“.
Jeg sætter, nogen forsøkte slikt i et annet land, ja, som i Frankrige, England, Italien, Tyskland, hvor de har samme ulempe, og tildels meget større, med at få bondens barn op i bokavlens og dannelsens mål, — hvad som for resten altid faller tungt. Først har de (som i England og Frankrige) en vanvittig bokstavering at komme over; dernæst har barnene i Wales (tildels i Northumberland), i Bretagne, i Provence, i Languedoc, i Gascogne og tildels i Nordtyskland og Norditalien et annerledes „nyt“ sprog at tilegne sig, æn de norske bønders barn har.
