Har nogen nogensteds hørt tale om, at et
folks fællesmål, selv om dets ældre former tildels
holdt sig blant almuen, gik bak over igen til at bli
tyngre, hårdere, vanskeligere? Det største sproggeni,
den norske tunge ejer, missjonæren Skrefsrud,
har svaret; sprogene går fræm i letvinthed, korthed
og bestemthed; de ældste og mest brukte er alt
blet enstavelsesord; andre holder tildels på at komme
efter; deres uttale er langt på vej.
Og selv vi, som ikke forstår mange sprog og ikke tør tale med om deres fræmtid, kan dog alle fornemme strømretningen.
Hvad er det, som trænges hos os?
At bondens barn i skolen gennem „sit eget mål“ lærer at komme grejt og let op i fællesmålet, samtidig med at dette blir hjemligere.
Har nogen norsk undervisningsminister, noget storting lagt an på det?
Vejen er liketil. Alene en infødt eller en, som har sprogsans og længe har levd i bygden (helst en kvinne), kan undervise barnet således på bygdens mål, at ævnerne og hjærtelaget monner ved det, og vejen til fællesmålet faller jævn. Foruten en hertil skikket lærer for den første undervisning kræves altså nogen små hæfter i bygdens mål, dertil bøker i fædrelandets fælles mål, så hjemlig skrevne, at hvært ord, hvær ordstilling skønnes. Er noget af dette forsøkt ved staten?
Hværken undervisningsministeren eller stortinget er det om at gøre. Den konservative del af tinget vil som vanlig ingentig, og den liberale del vil nytte lejligheden til at få inført et nyt fælles mål, „generalnævneren“ for alle bygdemål.
