Jeg sætter altså, at i et af de andre land
hændte noget lignende som det, vi har set i
Norge; der blev bevilget penger til, at bondens
barn gennem „sit eget mål“ skulde komme letvintere
til den første undervisning og derved lettere
til dannelsens fællesmål; men pengene blev brukt
til at fortrænge landets ærerike fællesmål, til at
afstænge blodtilløpet nedenifra, så dets bokavl
måtte tvine hen, uten at det var givet, at den nye
gav vederlag (det rimelige vilde vel netop være, at
bægge blev blodfattige en lang tid, — farligt nok,
når naboskabet ikke er ganske trygt); jeg sætter
de ledende mæn i ting og folk kom underfund med
det, .... du alverden, for et opstyr og brøl af
harme og hån, for et ånds-uvejr af talent og vilje,
til faren for alle kommende tider var slåt ner!
Hos os sker ingenting. Og dog er det visst ikke mange tænkende i folket, som ikke skønner, at snaue to millioner, så unge i selvstændighed, at der hvær dag kan bli spørsmål om den, ikke uten fare deler folkets åndstrømning i to.
Hadde der ænda ikke været slikt utrængsmål! Arne Garborg, bevægelsens første man, selv født bonde, fører finere, lettere, ævnerikere det fællesmål, som skal væk, æn bondemålet!
Vor bokavl har netop nu nåd verdensrang, og sproget har i siste slægstled vokset med sit inhold. Bonden sitter alt på tingets præsidentstol og i kongens råd; for den ævnerike er det jævngodt med undervisning i logik at arbejde sig op i dannelsens mål. Om det ænda høres, navnlig på fræmmedordene, at mannen er bonde, — i Frankrige ler de højt, bare en af deputerkammerets bondefødte synder mot gramatikken! — den tid kommer, at ingen bryr sig om det; det blir for almindeligt. Bradlaugh blir også holdt for „udannet“, fordi
