var kun pro forma og af ingen Betydenhed. Gud give nu sin Velsignelse til denne Kongens Retsindighed og regjere baade Lærere og Embeds-Mænd med sin Hellig-Aand, at de, som oprigtige Guds og Kongens Tjenere, gjøre herudi al flid i een redelig hensigt til Guds Ære og Sjæles forbedring.
2. Med det samme ville jeg og erindre de Kjære Brødre een og anden Ting, hvor jeg kunde vel have aarsage een eller anden inspecie at tiltale, men vil dog endnu ved dette lade det blive ved almindelig erindring. Jeg veed, at mange gode Mænd har altid, til god skik i deres Meenigheder, holdt over Kongens Lov om Passer og Skudsmaal, og ingen gemene Folk antaget uden sligt; jeg veed ogsaa, at nogle har begyndt, efter min forhen gjordte erindring, det at tage bedre iagt, end tilforn. Men jeg veed ogsaa, at paa nogle stæder det endnu gaar i forrige uorden, ja saa, at endog besovede Qvindfolk, som ikke er af deres Meenighed, eller har skudsmaal, blive antagne til Skriftestaaelse, uden den Præstes Vidende eg Minde, i hvis Meenighed forargelsen er skeed, eller ogsaa at de, som staa skrifte, udlægge nogen i anden Meenighed, og Præsten dog ikke communicerer den Præst og Øvrighed det, under hvilken den udlagde sorterer, at og han kand tiltales, og, om udlæggelsen er falsk, det da kand tilbagedrives, og Kongens Bøder ikke forsviges. Jeg kunde vel næfne adskillige slige exempler, som ogsaa i dette Aar ere foregangne. Saa embedes, advares, og alvorlig tilholdes alle Præster stricte at rette sig efter Kongens Lov, hvad skudsmaal anlanger, hvorom min forrige anordning om samme maa eftersees, saa og at Præsterne vare sig for at gjøre Skudsmaalene besværlig for gemene og fattige Folk enten ved Ophold eller ved formegen Bekostning, efter en gammel paaraabet praxin, efterdi jeg finder mig forbunden dette til advarsel at melde, at, saafremt det klages, det i Sandhed bliver efter rigeur paatalt, og ingen gammel praxis, som er lovstridig, skal kunde gjelde til nogen undskyldning; dernest især, hvad dem angaar, som tor Letfærdighed ere skyldige til Kirkens Disciplin, maa ingen Præst dertil antage, uden han vel veed, at de hører hans Meenighed til, at de didhen med rigtig skudsmaal ere komne, inden Synden er begaaet, eller og, at det skeer med den Præstes Videnskab, Samtykke og Begjæring, til hvis Meenighed de ellers hører, og saadant Samtykke maa heller ingen Præst give, uden dertil er nogen billig aarsage, enten Veienes Længde og Vanskelighed eller saadant, og ingenlunde for at føye slige Folks Hofmod, at de ikke vil afbede deres Synd paa det Sted, hvor de ere bekjendte, men vil heller gaa hen i et andet Sogn, hvor de ere gandske fremmede, hvilket er at eludere Kirkens Ret, drive Spot med Forargelsens af-
