nogen taalelig tid for, i hvilken man vil fornemme hans forbedring, inden han tages til Herrens Nadvere, og naar end det ikke vil hjelpe, holder jeg for at man gjør vel endnu engang (for at vise saa meget mere Sagtmodighed, at man intet søger uden Synderens Bedring) i Medhielpernes Nærværelse formane og advare ham, og det saaledes, at man siger ham, at derpaa vil følge angivelse, og da forsøges, om han endnu kand vindes; men naar og det er forgjæves, da bør Præsten skriftlig andrage det for Synderens Øvrighed, blot referendo, hvorudi hans onde lefnet bestaar, hvad flid Præst og Medhjelpere har gjort til at vinde ham, men at det har været forgjæves, og at derfor ifølge af den Kongl. anordning det nu overlades til Øvrigheden, og tillige, om Sagen er saaledes, gives Øvrigheden anledning, hvor og af hvem de kand faa Bevis paa Sagen, hvilken andragelse Præsten lader sine Medhjelpere med sig underskrive og tillige tage self Copie af den andragelse ved Dag og Datum, paa det, om Øvrigheden derudi skulle være efterladen og skjødesløs, det da kand andrages til høyere Øvrighed; men naar en Sag er saa grov, og det er saa vidt kommet, at en Præst nødes, efter al forsøgte did, at andrage det for Øvrigheden (som da uden at paabyrde Præsten nogen Process at udføre, bør pro officio at undersøge den Sag), da kand saadan Synder forsvarlig, som jeg mener, ansiges, at han skal entholde sig fra Nadveren, indtil man seer kjendelig forbedring og Poenitense; altsaa holder jeg det ikke raadeligt og forsigtigt, at een Præst ofte, eller i ringe ting, eller i uvisse og ugrundede Sager besværer Øvrigheden, for ei at gjøre dem fortrædelige og uvillige, ikke heller at een Præst expostulerer og ligesom imponerer Øvrigheden hvad den skal gjøre, og at han strax efter hans Villie skal haardelig straffes; men at een Præst holder sig inden for Sagtmodigheds Grendser og blot refererer, hvad han, saavidt hans Embede vedkommer, har gjort. Jeg skulde og mene, at det ei kunde skade, paa det denne Hans Maysts. alvorlighed imod Synd kunde være den gemeene Mand vitterlig (hvilket han maaskee ellers ikke troer, men holder det for Præsternes egen Særsindethed og Myndighed) og for at advare dem om deres skade, at dette Hans Maysts. allernaad. Rescript eller dets indhold blef af Prædikestolene forkyndt, med een kjærlig formaning derhos, at eenhver ville nu see, at Præsten er ikke allene efter Samvittighed, men endog efter Kongl. expresse Befaling forbunden til det, han gjør, især saa ofte de stykker af Loven oplæses, erindre Meenigheden, at alt dette har Hans Kongl. Mayst. nu ved aparte Befaling fornyet og vil alvorligen have holdet over, da det hidindtil har været af de fleste anført, som noget der
