filid, og om de ere skikkede til, at de da ville være tilstede, bede Gud for de unge hjerter, erindre sig self om deres egen værdighed og Bereedelse; derhos Meenigheden nogle gange i førstningen erindres og underrettes om, at de unge icke den dag skal til Gudsbord, men blot kjendes dygtige til at andtages, og siden bedre kand komme, naar det er dem eller deres Forældre beleiligt. Naar nu Søndagen kommer, bliver de unge af Klockeren underviste, naar og hvor de skal gaa frem; Præsten taler atter et par ord derom, og saasnart Prædiken er tilende og Verset er udsjunget, gaar Præsten for Alteret, de Unge stiller sig ordentlig omkring Alterfoden, dog staaende hvert Kjøn for sig, da Præsten holder en gandske kort tale, saa bevægelig som Gud giver ham Naade til, om det vigtige verk, de har taget sig for, om den lyksalighed at komme dertil, om det Gud fordrer af Dem nu herefter meere end før &c., eller deslige ting, og efterdi det er saa vigtig et verk, saa, paa det alle kand vide, at de icke andtages efter Præstens eget gotbefindende, men at de her skal prøves &c., saa begynder han med dem een kort Examen om de nødvendigste Ting i Christendommen, saadanne ting, som han før har gaaet vel igjennem med dem, og veed, at de ere grundede i, saadanne Spørsmaal, hvor det mindst kommer and paa at læse op udenad, men at svare af deres hjerte og forstand, saadanne ting, som andgaaer Poenitenze, Selfprøvelse, Troen, Sakramentet, Gudfrygtighed, troens Beviis, Kjendemerke, Frugter, lefnets Forbedring, hvordan skal komme, hvordan skal søges, hvad de self skal gjøre dertil &c., nogle Skriftens Sprog om de vigtigste ting at beviise; skader icke, om Præsten self gjør sig visse saadanne Spørgsmaal, og gaar dem vel igjennem med dem, paa det han icke skal diffundere sig self i vidtløftig Catechisation, eller confundere dem i det, som de ellers vel nok veed, lader eenhver, som spørges, svare self og svare aleene og høit, saa Meenigheden det kand høre, lader og andre een efter anden svare paa samme Spørsmaal, naar de ere vigtige, Præsten immer opmuntrer dem ved hvert, gjør een Suk med dem til Gud derom, eller application paa dem til advarsel, trøst og paamindelse. Naar det er forbi, da erindrer han dem om deres Daabes Sakramente, den pagt der er oprettet imellem Gud og dem, den de i deres Barndom saa tidt har trængt paa, og saa ofte brudt, da dog paa deres Daabespagt beroer deres Christendoms pligt og trøst, og at Alterens Sakramente, naar de før- ste gang vil gaa dertil, bør tillige være een fortrydelse over, at deres Daabes pagt er brudt, og fornyelse af deres Daabes pagt, hvilket da Præsten, for Meenighedens skyld, noget tydeligt forklarer. Derpaa lader han de unge gjøre Reede for
