dem icke alt paa eengang, men noget hver gang, og vel, og altid applicerer hvert paa deres Samvittighed, og dem, han ånder slette, kand han advare, at de imellem hvert maa lade sig af nogen undervise, kand og naar det lider frem bedre, vare nogle ad, at han frygter, det icke vil lyckes for dem den gang, dog at de bliver ved at komme til ham. Siden gaar han alt nermere til hjertets Beredelse, lærer dem hvergang at prøve sig self, og eftertenke deres forrige lefnet, Synden, Hoved-Synden, hvortil de ere mest tilbøyelige og mest fristes, og endelig naar han for Gud og sin Samvittighed har saaledes et par Maaneders tid havt dem for sig, og gjort sin yderste flid med dem, og hvis de icke meere hvad han kunde gjøre, advarer han dem, som han meener icke at være antagelige, i al Kjærlighed og Medynksomhed, at de icke findes nu i den tilstand, raader dem at opsette til een anden gang, da de atter kand lære saa meget meere. Og siger dem det udtryckelig i de andres paahør, at det icke skal være dem formeent at fremstille sig offentlig for Meenigheden med de andre, om de vil, da Meenigheden skal være vidne til, at Præsten icke kand antage dem, men at Præsten vil icke gjerne, at de skal blive beskjemmede, og derfor advarer dem forud. Men de andre, som Præsten holder uindtagelige, dem siger han til, at de nu paa een vis dag kand komme til ham, nogle formiddag, andre eftermiddag, da Præsten taler med hver især, og lader dem nu sige i eenrum, hvorledes de har prøvet sig, hvorledes de meener at finde deres hjertes tilstand, bedrøvelig eller haardt eller begjærlig og lengesfuld efter Naaden, hvilke Synder de mest fristes til og frygter for, og derimod gives dem raad, underviisning og trøst, at de saaledes førstegang kand vendes til at have fortroelighed til Præsten, og finde, hvor nyttigt det er at aabenbare deres hjerter for deres Sjæle-Sørger. Naar nu alt dette er skeed, da berammer Præsten een vis Søndag, naar disse unge Mennisker skal fremstilles for Meenigheden første gang, icke til Gudsbord eller Skrifte, men til Prøve, at Meenigheden skal være vidne til, at Præsten har gjort sin flid, og hverken for Venskab andtager eller for u-villie udelader nogen, og at Forældre kand glæde sig over den forsikring, at deres Børn ere kjendte duelige, og høre dem at aflegge deres troes Bekjendelse, og andre opmuntres derved. Dette tillyser da Præsten Søndagen forud, at paa nestkommende Søndag bliver de unge Gudsbørn, som har andtegnet sig til første gang i dette halve aar at gaa til Gudsbord, efterat Lære-Embedet har gjort sin yderste flid med deres underviisning og Bereedelse, her offentlig for Meenigheden fremstillet, at Meenigheden skal self høre, være vidne til, og kjende, om Præsten har gjort sin
