deres Daabes Pagt, at de forstaaer og vide at forklare baade hvad de har loved Gud i Daaben, og Gud dem, og naar de dertil har svaret, og det forklaret, især spørges de, om de nu tør og vil love Self med egen Mund for Gud, hans Engle, hans tjener og hans Meenighed, det som deres Faddere for dem har lovet, da de var Børn, og om de tenker ved Guds Naades Bistand at holde det løfte, hvortil de skal svare tydelig ja, hver især. Og da foreholder Præsten dem, at de aldrig skal glemme deres lifs-tiid, hvad de nu har loved, og betenke, hvad Synd det er, om de nu bedrager Gud og hans Meenighed, at deres forrige Synder har været som Børneverk, Vankundighed, u-eftertenksomhed, u-forstand, men nu veed de det, nu har de det Self bekjendt, nu har de offentlig for Guds Altere forbundet sig dertil, nu vil de paa saadan deres Løfte snart annamme Christi Legeme og Blod, og nu bliver deres Synd værre efter denne dag. Derpaa gjør han atter Spørsmaal til hver især, om de nu lover at bedre deres lefnet, at stræbe at rette sig efter deres Daabes Pagt, at vise kjendelige Frugter af den Naade, som dem er skeed. Hvorpaa Præsten lader dem baade svare tydelig ja, og hver af dem ræcker ham haand paa Guds Vegne. Derpaa taler han til Meenigheden, at de skal være vidne til, hvorvidt de nu ere oplyste, og baade for Gud og Menniskene være hans Vidne, at han har ikke forsømmet sig med disse unge Menniskers underretning og formaning, vidner til, at hvis de nu bliver vankundige herefter, saa er det deres egen skyld, vidner til deres Løfte, hvad de har lovet Gud, og hver Christen-Sjæl vilde nu Self idelig paaminde disse unge Mennisker om dette Løfte. Derpaa opmuntrer Præsten Forældre, Venner og hele Meenigheden til at glæde sig over dem, prise Gud for dem, bede for dem, samt og, at eenhver vil gaa ind i sig self og prøve sin tilstand og sin altergang, efter det som nu er sagt; derhos, at de nu ville see, hvor deiligt det er, at Børn bliver vel oplyste, bede dem betenke, om de icke ønsker i deres hjerter, at det hafde været gjort ligesaa med dem i deres ungdom, og derfor at lære, aldrig at være Lære-Embedet imod det, som er til deres Børns og Sjæles Beste.
Derpaa taler Præsten atter til de unge, lader dem vide, at de ere nu andtagne, nu kand komme frem naar de vil, nu ere icke Børn lenger, ønsker dem til Lycke, gjør een bevægelig Bøn for dem til Gud, og derpaa velsigner dem. Dette er nu een Idee af Sagen, hvilken jeg har villet gjøre saa kort og saa tydelig som mueligt kunde være, i forhaabning, at eenhver forstaar Meeningen derpaa til Nøye. Det øvrige recommanderes nu de Kjære Brødres oprigtighed og Reedelighed for Herren, Self at legge det til, som til opbyggelse kand
