ere paa eendeel stæder indsendte til Provsten, førend in Septembri 1732, ja at endnu rester Kyndelsmisse Collect fra visse Stæder, og, da den Saltzburgische Collect saa alvorlig af Hans Mayst. var befalet, og det uden allermindste Forsømmelse, saa er ret forunderligt, at in Septbr. var den paa eendeel stæder icke end tillyst, in November icke end indsendt. Jeg takker alle de kjære Provster og Præster, som saa kjendelig har villet reflectere paa min Bøn i det fald, og skal sandelig paaskjønne det; men jeg varer andre ad, og forsickrer, naar det skeer igjen, at de skal blive mulcterede.
1. Det som jeg dennegang haver at tilmelde det kjære Clericie, er allerførst en vigtig hoved-punct, om dem, som første gang skal tages til Gudsbord; det er en saa magtpaaliggende Gjerning, at een Præst ved den icke kand bruge omhyggelighed og forsigtighed nok, og maa vel være bange og frygtsom for ansvar for Gud, naar han skal kjende et Menniske dertil skicket, oplyst og bereed nok; det er en Gjerning, hvorpaa sandelig manges Christendom og Saligheds forarbeidelse siden deres Lifs Tiid beroer; thi bliver de letsindelig dertil første gang antagne, og icke da har oplysning, og icke faaer en ret hellig ærbødighed og frygt for et saa dyrebart verk, sandelig! siden gaaer de self endnu letsindigere dertil. Det er et Verk, at kjende nogen duelig til den værdighed, som sandelig tilkommer Meenigheden efter den første christen Kirkes skik, og icke blot bør ankomme paa et Menneskes gotbefindende. Det er et verk, hvor Præsten sandelig maa gøre megen fliid og ret arbeide paa at præparere et Menniske dertil første gang, hvilket umueligt kand skee, som det bør, ved eengang at have saadant ungt Menniske hos sig og examinere dem i Kundskaben een times tiid eller 2; men een Præst bør nogen tiid forud ofte have saadanne Personer hos sig, icke alleeneste prove dem i Kundskaben, men lære dem at prøve sig self, lade dem gjøre sig reede, hvordan de bar prøvet sig self, den gang i det stycke, en anden gang i det stycke, og saa selt prøve dem i Christendommens rette væsen, nemlig Synds Kundskab, Syndsfortrydelse, Syndsafstaaelse, Selvfornegtelse, hvad Kjendemerker paa Troe og Kjærlighedsøvelse, og naar een Præst skal gjøre saa meget med hver især, saa bliver det et arbeide større, end en omhyggelig Præst kan overtage med fliid at gjøre, og en letsindig Præst da bliver kjed af og lader gandske fare, men naar det kunde skee paa visse tider med fleere tillige, da baade mueligt, let, ja lystigt arbeide; det er et verk, hvor de kjære Brødre self veed, hvor megen eftertale, snak og beskyldninger Præsterne maa lide, hvorudi jeg paa min Samvittighed troer, at de ere uskyldige og lide uret; ex. gr. naar
