inqvirere, naar og hvordan hver ting er efterlevet, og ingen undskyldning for det forsømte da antage, uden det som før har været mig meldet, og mit svar indhentet om; saa og imellem mine Visitatzer bruge al den tiid, jeg kand spare, til at erfare self og ellers informere mig om alles fliid, over hvilke Gud har sat mig til Tilsiuns-Mand, og hver, som findes af egen Klogskab og egen Myndighed at dispensere i det, som anordnet er bleven og bliver, eller icke meere at rette sig derefter, end got synes, den at stille for Retten, og Dom over ham at lade hente: holder mig dette Myndigheds ord tilgode, l retsindige Mænd, for hvis skyld det gjør mig ondt, at saadanne ord skal komme i mine Breve, og skjønner self paa, at jeg nødes dertil af dem, der icke ere Eder lige i Retsindighed. Til den Ende jeg vil have igjentaget min Erindring til Provsterne som mine Medhjelpere og συνεργοι, efter deres Eed, at de icke alleeneste med alvorlighed forrette deres Visitatzer, efter forrettede Visitatzer giver mig Rapport om alle ting, Meenighederne, Kirkerne, Præsterne, Klokkerne og Studenterne, uden undseelse og Persons anseelse; men og min Begjering til dem af 18de April 1732, at de paa Visitatzerne ville have med sig en kort Extract af Lovens puncter, af mine forrige eller følgende Circulaire Brevers fornemste Momentis, og derefter undersøge, om alting ere og blive iagttagne, hvorimod jeg forsikrer Provsterne om all haandreckelse og Mantien i deres Embede, som mig muelig kand være.
Jeg vil have igjentagne, ligesom de her nu ord for ord vare indførte, alle mine forrige Monita: om huusbesøgelse, om rigtig Register hver Præst at holde over sin Meenigheds Ungdom og deres aarlige profect; om at ingen antage til Gudsbord, uden de kand læse i Bog; om angivelse forud til Communion, om icke fleere at antage til Communion, end vel behandles kand efter Loven; om Absolutionen, saavidt muelig at holde privatissime; om privat Communion med Bøn og formaning at see formindsket; om Præsterne self at communicere offentlig; om Gudstjeneste paa en vis fastsat tiid at holde, og Meenigheden icke opholdes; om den Kaldets Bog at indrette efter een nærmere forklaring derom af 12te Septbr.; om, naar diverse Sager mig forestilles, at det paa diverse papiir skeer, at det for andres Øyen kand fremlegges; om med Kongl. Dispensationer i Ægteskab at indsende, icke Attest om Slægttskabet, thi det kommer mig icke ved, men om deres tilstand. Især vil jeg have igjentaget min saa indstændige Bøn af 6te Aug. 1731, hvor jeg bad, at Præsterne for den godhed, de bare for mig, ville være accurate med Collecterne, og jeg dog med græmmelse maa see, hvor liden godhed de har for mig, idet at Taflepengene for 1731 icke
