prædicke derpaa Time; forlader mig, beder Jeg atter paa det Kjærligste, at Jeg dette skriver med een hellig Nidkjerhed for Gud, og derhos med een inderlig Bedrøvelse. Jeg foreskriver ingen, hvordan det skal remederes, men det er vist, forandres maa det, og kand umuelig længer tolereres. Jeg overlader det til de Kjære Brødres egen Samvittighed og Gudelige Betenkning, hvordan det best kan skee efter eenhver steds leilighed, saaledes at der ikke kommer formange til Communionen paa eengang imod Loven, at ingen kommer, uden hand har angivet sig tilforn, at ingen kommer dertil, uden Præsten i eenrum har talt med ham tilforn om hands Sjæls tilstand, at der skriftis saa tilig, førend Meenigheden samles, og det de skriftende forkyndis, at de tilig indfinder sig, at hvis Præsten icke har talt med ham aparte og provet deres tilstand, hand da icke tager fleere ind i Skriftestolen, end de i hvis Nærværelse hand kand sige eenhver det, hand bør sigis. Jeg proponerer det ickun, om det icke var got, at der blev skriftet om Løverdagen, saaledes at de som boer Kirken Miil nær da indfinder sig; længst fraboende, som ei kunde reise saa lett frem og tilbage, skriftis tilig Søndagen. Jeg veed visselig, det vil være møysommelig for Præsten, og Jeg sparede eenhver gjerne, men i dette icke. Jeg veed og, at een Præstes Embede er at arbeyde, Sacerdotium non est otium sed negotiorum negotium, og i dette støcke udfordres især hands Arbeyde: Jeg imponerer icke noget vist, men dette er vist, Privata absolutio skal være privata, der skal være forskjel imellem Publica og Privata. Forskjellen er denne: Synd skal foreholdes enhver ligesaa alvorlig in privata som in publica, men den eene aabenbar, den anden i Eenrom; Eenhver skal prøve sig self. Jo meere kommer det and paa Præstens Samvittighed. Kjære Brødre! unddrager Eder icke fra Arbeyde, tenker, at I skal giøre Reede for Guds dom, tenker, at det er dyrebare Sjæle I skal giøre Regnskab for, tenker, at I ere Dispensatores Mysteriorum, og hvad udfordres af een Huusholdere, uden at være troe.
5. Efter min tanke sommer det sig aldeles icke, at Præsterne gaar til Guds bord hemmelig, uden at Meenigheden seer det, paa aparte Dage, men som de skal være exempler og forbilleder for deris Hjord, saa og i dette støcke, og derfor bor de Communicere med andre, og i deres Meenigheds Nærværelse, og derudi bør den eene Præst tjene den anden, og naar omstændighederne ere saa, at een Præst icke kand forlade sin Meenighed een Søndag for at betjene den anden, saa kunde det da heller skee paa een Bededag og forud tillyses, om og andre paa samme tid ville gaa til Gudsbord, at ald mistanke kand betagis, at mand holder sig bedre end andre.
