Gudsords tienere forstaar det uden mig, ickun Jeg ville ønske, at det blev noget alvorligere taget i agt, end Jeg desverre fornemmer, at det paa de fleeste steder skeer.
4. Jeg kand icke sige, hvor høyt det har forundret og hiertelig gremmet mig at fornemme, at den privat absolution, som Loug og Ritual og den Lutherske Kirkes almindelige praxis udfordrer, her i Norge fast er afskaffet (forlader mig, Kjære Brødre! at Jeg maa sige det, af Præsternes, dog mest Formændenes enten egen skjødesløshed og magelighed, eller og alt for store føyelighed for den gemeene Mand) og den private paa endeel steder semi-publica, idet 10 à 12, ja fleere tillige tages ind i Sacristiet, og for dem med een lydelig Røst, som kand høres over heele Kirke og Kirkegaard, tales, paa andre steder gandske publica, idet absolutionen skeer lige saa publiqve, som een Prædiken i heele Meenigheds nærværelse lige for Alteret. Jeg beder for Guds hellige Nafns skyld, hvor kand dog saadant være kommen i Brug, uden ved een egen tiltagen frihed, som alt efterhaanden har taget overhaand. Jeg beder! hvor bliver Lovens præcaution om Skriftestolens hemmelighed, at endogsaa de andre skriftende skal holde sig saa langt fra, end sige Meenigheden, at de intet kand høre, hvad Præsten taler til den Skriftende. Jeg beder! hvad forskjel er der paa prædicken og Skriftemaal? Naar skal Præsten røre i besynderlighed folkets hierter, naar den leilighed forsømmes, hvor mand kand vente, deres hierter ere bøyelige? Hvor skal Præsten gjøre sit Embedes pligt paa den maade, at prøve eenhvers tilstand, at holde eenhver hans Synd for, og sige ham det, ham tilkommer? Hvor er det mueligt, nogen uden Beskjemmelse paa den maade kand advares? at nogen kand blotte sine saar for sine Lærere? Hvor kand een og den samme formaning passe sig paa saamange af ulige forhold, profect, stand, vilkaar, hvor kand da Gudsord tales uden almindelig, da der er det sted, hvor den allernærmeste application kand skee? Hvor kand dog Præsterne for Guds ansigt forsvare, at de icke nærmere tager sig til hjerte, hvem de skulle recke de hellige ting? Hvor kand det skee absqve gravissimo conscientiæ vulnere, og uden at legge vidende haand paa mangen ubodfærdig Synders hovet, uden at have den Soulagement, at mand dog har giort sit og sagt det mand burde? Hvor bliver Embedets besverlighed? Jeg har altid meent og self i 18 Aar holdt det, at Skriftestolen var een Præstis besverligste, farligste forretning, ja virkelig hands tungeste Legems, Sinds og Sjæls arbeyde, men Jeg maa bekjende reent ud min Meening, at Jeg icke seer, hvad arbeyde mand kand klage over, naar mand kand absolvere med generale formaninger 100 Mennisker i kortere end 1 time, og
