mindskis, thi ingen bør have større Meenighed, end han den med alle Officii partibus kand forsørge. Min circumference er større, og Jeg bør dog udi 3 Aar afgjøre den, saa skulle Jeg troe, at een Præst kunde i Et Aar visitere sit Sogn. Andre meener, at det kunde Capellanerne befales, R. Jeg tror ikke, at nogen Sogne-Præst kan holde sig det infra dignitatem, som er i Loven befalet, og er pars Officii (Mig kand det være lige meget, enten det skeer af Sogne-Præst eller Capellan, naar det skeer, og skeer til nytte med forstand og alvorlig Kjærlighed). Om det skeede baade af Sogne-Præst og Capellan, var det ikke af vejen, det som er til Guds Ære og Meenighedens nytte kand ei skee formeget. Jo ideligere private formaninger i Kjærlighed gemeene Mand faar, jo bedre det er. Andre meener, det har ikke været Praxis tilforn, og dertil svaris: Praxis gjelder slet intet, uden den er louglig og billig; Praxis, som er billig, kan gjelde meget, hvor man ikke har loug for sig, men mod den gielder ingen Praxis. Andre meener, at det ikke er Lougens Mening, at den skal skee huus for huus, da dog lougen siger totidem verbis: Stundom huus fra huus, vel legger den til, hvor fornøden giøres og beqvemmeligst skee kand, men saalenge vankundighed, selfraadighed, skiødesleshed om de ting, som hører til Salighed, hersker hos gemeene Mand, saa gjøres privat admonition og Conference høyst og høyst fornøden, ja meer end Prædiken, og jo tiere jo bedre; den kand og beqvemmelig ske allevegne, undtagen hvor nogen boer saa adskildt fra andre tilfjelds, paa Øer, at een Præst skulde have farlige og besværlige Reiser for een eller anden Gaards skyld, der kand det vel ikke skee saa præcise og aarlig, men i et stort Bøydelaug kand og hør det skee, thi Loven befaler det; er aldrig Loven, da Samvittigheden tilsiger een Lærere, at hand ikke bør lade det være nok med een offentlig underviisning, som de Vankundige har mindst godt af, men privat applicere, prøfve, spørge, lære, raadføre, advare, paaminde; Pauli exempel fordrer det Act. 20, 20: hand lærte almindelig i huusene; det er fornøden allevegne, allermest i Norge, hvor Præsten har ellers saa liden particulair omgang med sine tilhørere, om end Skriftestolen blef brugt saa privat som den burde, end sige absolutio privata her er bleven ikke semipublica, men publica; nytten er aabenbar for den, som troer, at Guds ords application og Læreres formaning er nyttig, og enskjønt nytten vel spildes, dersom huusbesøgelsen ikke skeer med forstand, med Kjærlighed serio og sobrie, saa kand dog for misbrugets skyld bruget ikke ophæves. Hvad som Jeg denne gang har at proponere Eder, I Mænd Kjære Brødre, ere saadant saavidt angaaende de før omskrevne ting, som
