Da han mærkede, at Kræfterne aftog, og han blev svagelig,
udvirkede han, at hans Svigersøn Ludvig Harboe blev ham
adjungeret som Medhjælper med Løfte om Succession.
Hersleb døde efter 7 Dages Sygdom i Kjøbenhavn, den 4de April 1757, 68 Aar gammel. Han blev begraven i Holmens Kirkes Kapel med megen Højtidelighed. En Mængde Minde- og Klagesange paa Latin og i Modersmaalet udkom til hans Amindelse af hans Sønner, Professor Wadskjær, Rektor Sporon, Jakob Lund, Pastor Jens Schive, C. Biering og et latinsk Æresminde af hans Ven Rektor Søren Seerup Monrad i Christiania, der kalder ham „en Mand saa stor, at ingen Berømmelse kan gjøre ham større“. Hans mangeaarige Ven Professor J. P. Anchersen udhævede i en latinsk Sørgetale paa Universitetets Auditorium den 20de April 1757 som det Ejendommelige ved ham hans Agtsomhed paa Alt, hans Udholdenhed, Flid, Redelighed, Forsigtighed, Ædelmod, Beskedenhed og Gudsfrygt[1]. „Han vidste, at et Menneskes Gudsfrygt skal kjendes af hans Gjerninger og ikke af hans Lader, hvorfor han heller vilde være end synes gudfrygtig. Hykleri fandtes ikke hos ham“. Paa sin Dødsseng nød han den hellige Nadvere, talte med de Tilstedeværende om sin egen Ringhed og Guds Naade, sukkede: „Fader, i din Haand befaler jeg min Aand“, hvortil han kort efter føjede sine sidste Ord: „Nu triumferer jeg over alle mine aandelige Fiender“. Hans Svigersøn og Eftermand L. Harboe skildrede paa Landemodet i Roskilde den 15de Juni 1757 en i Aanden brændende Biskop og omtaler med Ros hans mangesidige Dannelse, hans Fortjenester af Kirken, hans hæderlige Charakter,
store Begavelse som Prædikant og mageløse Arbejds-
- ↑ Kort för sin Död skjenkede han 400 Rdlr. til Kjöbenhavns Universitet, hvoraf hun bestemte den aarlige Rente til en fattig og flittig throndhjemsk Student. Til Kjöbenhavns Fattige skjænkede han 1200 Rdlr. o. s. v.
