dygtighed. „Folkets Længsel efter at høre ham var saa stor, at skjønt Vagten fordobledes, naar han prædikede, kunde den dog neppe holde den tilstrømmende Mængde ude“[1].
Naar vi lade Herslebs Liv og Virken fremtræde for vor Beskuelse og agte paa Samtidens Vidnesbyrd om ham, fejle vi vist ikke meget, naar vi regne Peder Hersleb blandt de mest udmærkede Mænd, som Norge har fostret og i ham se en Stjerne af første Rang paa den dansk-norske Kirkes Himmel. Alle ere enige i at rose hans ualmindelige Begavelse som Prædikant, hvis Lige man aldrig havde hørt, og som henrev Alle. I det Hele var Hersleb udrustet med en højt begavet Aand og et kraftfuldt Legeme. Med klar Bevidsthed, levende Indbildningskraft og en lykkelig Hukommelse forenede han en mageløs Arbejdsdygtighed, en sjelden Flid og Udholdenhed[2], en Gudsfrygt uden Skrømt og en Charakter og Færd, der indgjød Højagtelse og Kjærlighed. Bispestaven førte han med Kraft og Myndighed, forenet med Humanitet og Kjærlighed.
Foruden en Del Disputatser og Lejlighedstaler, som Ligprædiken over Christian VI og Dronning Lovise o. m., en Jubelprædiken 1749, udgav han en Samling af Prædikener
- ↑ Anchersen ytrer saaledes: „Han var og holdtes af Alle for den Förste i geistlig Veltalenhed“. Suhm (hans Skrifter X, S. 26): „P. Hersleb besad ugemen legemlig Veltalenhed, saa mig synes deri aldrig at have seet eller hört hans Lige. Hans Stemme, hans Gebærder vare saa söde, saa overtalende, at man sagde om ham: at han had Folk komme i Himlen, thi der er saa godt at være; hvorimod man sagde om Biskop Hagerup i Throndhjem, som var heftig i sin Stil, at han tog og stödte dem ind, sigende: Du skal derind, enten du vil eller ikke. Da Hersleb holdt Ligtale over Christian den 6te, græd Alle uden Hersleb, men da Bluhme holdt sin Sörgetale, græd ingen uden Bluhme selv.
- ↑ De Breve, som vi meddele, indeholde Exempler derpaa i mengdevis, hvortil vi kunne föje, at han stedse förte for privat Brug udförlige Dagböger, skrev med egen Haand alle Betænkninger og Forberedelser til Embedsforretninger, lærte dem udenad og huskede dem trolig. Han skrev en fin Haandskrift, men med saadan Færdighed og saa meget paa en Dag, som Andre havde ondt med at afskrive i hele 4.
