at de i Kollegiet hindrede ham i at udrette Alt det, som han uden deres Modarbejdelse og i Besiddelse af Kongens Agtelse og Tillid vilde have kunnet udrette til den dansk-norske Kirkes sande Vel, og foraarsagede ham mange Ærgrelser.
Hersleb vedblev imidlertid en Række af Aar at virke med Kraft og Velsignelse i sit nye Kald. Med gudelig Nidkjærhed udførte han sine Embeds Forretninger, og med kjærlig Omhyggelighed befordrede han Gejstlighedens Bedste dels ved at afvende skadelige Anslag imod dem i vanskelige Tider, dels ved at opmuntre dem til Aarvaagenhed i deres Embedsførelse og dels ved at føre de uordentlig Vandrende med Sagtmodighed paa den rette Vej. Kirkerne, Hospitalerne, Latinskolerne og Enkekassen fandt i den praktiske og forstandige Hersleb en saa dygtig Styrer og Tilsynsmand, at deres Midler væsentlig forøgedes, Kirkerne holdtes i god Stand, Hospitalernes Lemmer forøgedes, og Stipendier rigeligere end før hans Tid uddeltes.
„Med sin veltalende Mund“, siger Anchersen[1], „helligholdt han fire Hundredeaarshøjtider, eller som vi kalde det Jubelfeste, nemlig 1717, 1730, 1736 og 1749. Han var Biskop i næsten 27 Aar og indviede i den Tid 17 Kirker, 11 Biskoper[2], 50 Provster, 421 Prester, foruden 153 tilforn indviede, hvilke han forsynede med Kollatser, 24 Rektorer og Konrektorer, 198 Degne og Klokkere og 20 Katecheter, hvilke Alle han behørig examinerede og tog i Ed, og saavel offentlig som hjemme indviede og opmuntrede dem med hellige Formaninger
og andægtige Bønner“.
- ↑ Prof. Johan P. Anchersen Sörgetale.
- ↑ Blandt dem var Niels Dorph til hane Eftermand i Akershus 1738, Peder Hygom til Aarhus 1738, Johan A. Brodersen til Ribe 1741, Ludvig Harboe til Throndhjem 1746, Fr. Nannestad til Throndhjem 1748, Dr. Erik Pontoppidan til Bergen 1747, Rasmus Palludan til Christianssand 1752.
