Denne siden er ikke korrekturlest
8
A. Faye,
han kunde mod den stærke Majoritet Lidet udrette og kun sjelden hindre Kollegiets mindre betænkte Forslag, saameget mere som det afgjorde saadanne Sager, hvori det frygtede Bispens Modstand, naar denne var fraværende paa Visitatser[1].
Etatsraad Hvid havde ytret, da man sagde, at Hersleb havde holdt god Orden og Skik i Akershus Stift og vilde nok gjøre ligesaa her. „Ja lad ham kun komme her, vi skal i Kirkeinspektionen nok holde ham saa varm, at han ikke mange Spring skal gjøre“. Dette gik forsaavidt i Opfyldelse,
- ↑ Sammenlign Herslebs indberetning om Kirkeinspektionskollegiet (fra 1747), Möllers theol. Bibl. V, S. 146. Deri ytres blandt andet: „Efterdi det laa visse Folk Magt paa, at ingen andre skulde befordres til geistlige Embeder end de, som vare af deres Parti, f. Ex. de, som under Helligheds Skin klagede for Pastor Bluhme over Presternes Ugudelighed, fordömte alle Folk, blamerede Bisperne og andre Geistlige, bragte ham Rapporter, Sandt og Usandt, fra alle Stifter i begge Rigerne, hvilke han igjen som Sandheder forebragte Kongen; derimod alle andre lærde, duelige og habile Mænd, som holdt sig for gode til at tilbede ham, de skulde hede kjedelige Bugtjenere, Fiender af alt godt, urolige, opsætsige mod kongelige Anstalter, naar de andre Ulærde, Uduelige og Idioter, som ikke havde Haab ved noget Retskaffent at komme frem, ja tildeels vare bekjendte for ret lidderlige og höist forargelige Mennesker, som nu, fordi de hængte med Hovedet, tilbade Hr. Bluhme, rapporterede om Andre, skulde hede Omvendte, gode Sjæle, Forfulgte, Aandelige. – Men da en stor Del af disse bleve befordrede til de bedste Prestekald og derved Andre bleve opmuntrede til at lære lige Kunst, saa at Sværmeri, Enthusiasteri, Separatisteri og Herrnhuteri toge Overhaand, og der indlöbe saa mange Klager allevegne fra over slige Folks Conventikler, Extravagancer og Urolighed i Landet, saa blev det vel tiest gjort til Intet, at det ikke var saa, det var kun Blamer og Forfölgelse mod de dyrebare Sjæle af de kjedelige Geistlige. Især vare Bisperne de onde Mænd, som ikke kunde fordrage de gode Sjæle, og deres Indberetninger i Kancelliet til Kongen vare ikke et lide paa“ o. s. v. Paa den anden Side maa man dog indrömme, at Biskop Hersleb selv var en myndig Mand, der ej lod sig rokke. Hans Svigersön Harboe siger om ham: „Naar han efter Bön og Eftertanke havde overveiet en Sag og indsaa, at den var retfærdig for Gud og nyttig for Kirken, saa sagde han ofte, at al Helvedes Styrke, at den ganske Verdens Magt ikke skulde formaa at rokke ham fra hans foresatte Standhaftighed“. Harboe anvender paa ham Nehemias Ord (6, 11): „Skulde en Mand som jeg fly“.
