eller modtage. „Med allerstørste Bedrøvelse modtog han denne 6te Vocation, hvilke, især de 3 sidste, vare tvertimod hans Ønske og Bøn, nemlig om et lidet Embede og dagligt Brød i Rolighed, da ham altid har ligget i Sindet Senecas Ord:
„Me dulcis saturet qvies, nullis nota Qviritibus:
Molli perfruar otio, obscuro positus loco,
Ætas per tacitum fluat; Sic cum transierint mei
Nullo sum strepitu dies, plebejus moriar senex“.
Havde Akershus Bispestol lagt fuld Beslag paa den virksomme og dygtige Mands Kræfter, saa gjorde Sjællands det i endnu højere Grad med sine 21 Kjøbstæder, 33 Provstier, 422 Kirker og 350 Prester foruden Katecheter og Skoleholdere, da under denne Bispestol ogsaa laa Færøerne, Trankebar, de vestindiske Kolonier, Missionærerne, Skibspresterne o. m. Dertil kom, at han var Meddirektør i en Mængde offentlige Indretninger, som Fattigvæsenet, den gejstlige Enke- og Brandkasse, Slavekassen o. m.
Hvad der ved hans nye Embedspligter især faldt ham tungt, var, at han kort efter sin Udnævnelse til Biskop tillige blev Medlem af det bekjendte General-Kirke-Inspektions-Kollegium for Danmark og Norge, der blandt andet skulde gjøre Forslag til alle gejstlige Embeders Besættelse. I Spidsen for samme stod den af Kongen meget yndede Geheimeraad Grev Holstein, men dens mest indflydelsesrige Medlem var Grevens Informator Etatsraad Høier, som Hersleb skildrer som en klog og skarpsindig, derhos meget farlig og entrepenant Mand, der havde et particulair Had til Bisperne og de Gejstlige. Ved hans Side stod hans Fætter, den meget pietistiske Hofprædikant Bluhme, der gjorde i alle Ting et med ham, og Bluhmes Fætter og intime Ven Konsistorialraad Hvid o. Fl.
Med dette herskesyge, stærkt pietistiske Parti i Kollegiet kunde den frisindede, selvstændige og myndige Hersleb ej enes, især med Hensyn til gejstlige Embeders Besættelse, men
