I Betragtning af, at der harer mere til hat være en Sjælesørger, end at hede Student, have læst et Compendium Theologiæ, kunde holde en tale paa en Prædikestol, men at dertil hører en oplyst forstand, et omvendt Hjerte, indseende i Skriftens Dybhed, erfarenhed i Guds veie, øvede sind, eller sonr Paulus siger, at de skal have troens Hemmelighed i en reen Samvittighed, og saadanne skal først forsøges, siden tjene om de ere ustraffelige; Gud give Hans Mayst. lykke til at naa herved sin gudelige hensigt; Gud give os Naade til, som dermed skal have at gjøre, at findes troe, retskafne og upartiske; Gud give dem, som det angaar, velsignelse til at berede sig rettelig til det hellige verk, som de ville opofre sig til! Jeg communicerer da de velærværdige Sogne-Præster den trykte Forordning til den ende, 1) at ikke allene enhver indfører den ord fra ord i sin Copie-Bog, men endogsaa vil være nødig, at enhver tager Copie deraf aparte, for at kunde, uden at udlaane den hele Copie-Bog, lade den læse af vedkommende, som det forlanger. 2) Dernæst at enhver Sogne-Præst i sit Kald sammenkalder alle de geistlige personer, som nu ere i Kaldet, og forkynder for dem forordningens egne ord, saa og tilsteder dem, som det begjerer, deraf at tage Copie. 3) At naar nogen Student herefter kommer i Sognene, den samme da advares om forordningen og om at skaffe sig, saafremt han ikke for har det, alle nødvendige Attester, saa vel fra Professorerne paa Academiet, som og fra andre steder, hvor han sig har opholdet. I Særdeleshed 4) betænker nu deres Velærværdigheder, saavel Provsten som Sogne-Præster, hvor nødvendigt det vil være, at de hvert Aar paa deres Samvittighed, uden persons Anseelse, indsende en tilforladelig forklaring om alle Studentere i deres Kald, men især om dem, som have deres Examina og tænke at søge geistlige Embeder; Provsten om dem, som ere i hans Kald, og hvad ham ellers er kommen for øren om Studentere i Provstiet, og hver Præst ligesaa for sit Kald, og paa det ingen skal befrygte sig for fortræd eller ansvar for sit vidnesbyrd, saa maa det staa enhver frit for, om han noget besynderligt har at melde, som ikke saa lige kand gjøres bekjendt eller bevisligt, at indsende det til mig self eller Provsten forseglet, med udskrift at aabnes af Bispen, da det forstaar sig self, at saadant vidnesbyrd, som idetmindste er ikkun eet, og er mueligt at kunde skee af affecter eller af blot mistanke, ikke derfor bør komme Nogen til Skade, men ikkun tjene Bispen som anledning nøiere at informere sig om de personers forhold. Til min egen efterretning foraarsages jeg vel at gjøre om en eller anden punct nærmere underdanigst forespørsel, og de Monita, som i anledning af denne forordning kan blive for-
