Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Niende Bind (1866).djvu/99

Denne siden er ikke korrekturlest

95

Om den norske Almues Dannelse eft. Reformationstiden.

en Forklaring over Børnelærdommens Grundbestanddele lettest gives og bevares i den formulerede Skikkelse, hvori den er os skjænket af Luther^[1]. Forat anskueliggjøre Fremgangsmaaden med Ungdommens Undervisning hidsætter jeg af Palladius’s Visitatsbog følgende livlige Skildring, der vistnok er hentet fra Tydskland, men dog – mutandis mutatis – ogsaa vil være oplysende for vore Forholde. „Jeg var redet udi Landet Thüringen, saa vel som mangen Student, som farer derhen fra Wittenberg. Der have de saadan Sædvane med deres unge Børn, Drenge og Piger, som ere inden fire eller sex Aar gamle. Hver Tirsdag og hver Torsdag efter Middag, naar Klokken er ved Et, da komme alle smaa Børn, som i Byen ere, til Kirke; somme lede de, og somme bære

↑ Palladius raader i Fortalen til sin förste Udgave af Luthers Katekisme Degnene til altid at havet denne Bog hos sig, og om de allerfleste af dem tör man vel tro, at de hverken ved Udviklingen eller Overhöringen vovede sig synderlig ud over Bogens indhold. De forelæste den rimeligvis efter Bogen og fordrede den og saaledes gjengiven. I bergenske Synodalia af 1589, Norsk Mag. II, 239, befales det ved Examinationen paaseet, „ut minorennes“ Halen er om Börn mellem 7 og 15 Aar) „textum catechismi saltem distincte verbisque uniformibus recitare, majores vero etiam verborum sensum explicare discant“. Det er vel utvivlsomt, at Udtrykket, „textus catechismi“, her betegner Katekismen, saaledes som den blandt Andet ogsaa var optagen i Alterbögerne for at oplæses ved Gudstjenesten – altsaa uden Luthers Forklaring. Man har fölgelig skjelnet mellem denne og selve Texten, hvilken sidste fordredes med Bogens Ord, medens hin formentlig kunde afgives i friere Udtryk. Naar men imidlertid ved, at der kræves en höjere Grad af aandelig Udvikling til at gjengive et Lærdomsstof med egne Ord end ligefrem efter Hukommelsen, kan man vel anse det for givet, at den omtalte explicatio i Almindelighed er falden sammen ned Luthers Forklaring. Jvf. Stavangerske Synodalia af 1573, Norsk Theol. Tidsskr. ved Caspari o. Fl. II, 251, hvor Katekismen befales lest hver Söndag med „en Forklaring af Luthers Katekisme efter Ordinantsen“. I dette Tilfælde har man altsaa, hvis ikke Udtrykkene ere uheldige, ment Ordinantsens Befaling om en nöjere Udvikling af Börnelærdommen fyldestgjort ved Luthers Forklaring. Smlgn. og Christian IVs Forordning af 27de Marts 1629, der byder „i Vintertiden naar Dagene ere korte eller Presten her mange Forretninger, Luthers egen Forklaring af Texten en eller to Gange“ at oplæses.

[1] Palladius raader i Fortalen til sin förste Udgave af Luthers Katekisme Degnene til altid at havet denne Bog hos sig, og om de allerfleste af dem tör man vel tro, at de hverken ved Udviklingen eller Overhöringen vovede sig synderlig ud over Bogens indhold. De forelæste den rimeligvis efter Bogen og fordrede den og saaledes gjengiven. I bergenske Synodalia af 1589, Norsk Mag. II, 239, befales det ved Examinationen paaseet, „ut minorennes“ Halen er om Börn mellem 7 og 15 Aar) „textum catechismi saltem distincte verbisque uniformibus recitare, majores vero etiam verborum sensum explicare discant“. Det er vel utvivlsomt, at Udtrykket, „textus catechismi“, her betegner Katekismen, saaledes som den blandt Andet ogsaa var optagen i Alterbögerne for at oplæses ved Gudstjenesten – altsaa uden Luthers Forklaring. Man har fölgelig skjelnet mellem denne og selve Texten, hvilken sidste fordredes med Bogens Ord, medens hin formentlig kunde afgives i friere Udtryk. Naar men imidlertid ved, at der kræves en höjere Grad af aandelig Udvikling til at gjengive et Lærdomsstof med egne Ord end ligefrem efter Hukommelsen, kan man vel anse det for givet, at den omtalte explicatio i Almindelighed er falden sammen ned Luthers Forklaring. Jvf. Stavangerske Synodalia af 1573, Norsk Theol. Tidsskr. ved Caspari o. Fl. II, 251, hvor Katekismen befales lest hver Söndag med „en Forklaring af Luthers Katekisme efter Ordinantsen“. I dette Tilfælde har man altsaa, hvis ikke Udtrykkene ere uheldige, ment Ordinantsens Befaling om en nöjere Udvikling af Börnelærdommen fyldestgjort ved Luthers Forklaring. Smlgn. og Christian IVs Forordning af 27de Marts 1629, der byder „i Vintertiden naar Dagene ere korte eller Presten her mange Forretninger, Luthers egen Forklaring af Texten en eller to Gange“ at oplæses.

[1]