Bugenhagens Anvisning optog Kjøbenhavnersynoden i 1540, hvis Beslutninger fik almindelig Gyldighed, den tydske Skik at anvende ogsaa Qvatemberdagene til Katekismeprædikeners Afholdelse, hvormed da tillige forbandtes en Overhøring af Ungdommen[1]. Som Prestens Medhjælper i Undervisningen staar efter Ordinantsen Degnen, der havde een Gang ugentlig at forsamle Sognets Ungdom og lære den Katekismus. Undervisningen drejede sig rimeligvis i Begyndelsen især om Budene, Troen og Fadervor. I den første danske Udgave af Luthers Katekisme, der dog, som det synes, snart blev fortrængt af en fuldstændigere, væsentlig med den nu brugelige overensstemmende, findes saaledes af 4de og 5te Part kun Indstiftelsesordene til Sakramenterne, ligesom den og fattes Hustavlen og ethvert andet Tillæg[2]. De tre første Parter fordrede man vel efter Palladii Anvisning lært udenad ved Visitatserne[3]. Om man ved Overhøringen krævede ikke blot Katekismens Text, men ogsaa Luthers Forklaring over samme, kan jeg ikke med Bestemthed afgjøre, men finder det rimeligt. Selv i hine Tider maatte formentlig Luthers Katekisme ansees for det mindste Kundskabs Maal hos en Christen; og da Alt skulde tilegnes gjennem Hukommelsen, maatte
- ↑ Pontopp. Ann. III, 253, 371; Ny kirkehist. Saml. II, 479; Norsk Magasin II, 98. Med Hensyn til de her og senere anförte Synodalia, det er de Bestemmelser, der fattedes paa de större Prestemöder eller Stiftssynoder, som til visse Tider sammenkaldtes af Bispen og bestode af denne, Stiftslensmanden, Stiftets Provster og Prester, ville vi bemærke, at disse Kilder til en fremtidig norsk Kirkehistorie efter Reformationen ere snare sparsomme, – de levnede norske Synodalia faa. Möderne vare heller ikke saa hyppige som i Danmark, hvor de snart bleve aarlige. Man har rimeligvis ladet det bero med, som det i enkelte Tilfælde sees st være skeet, at henvise til og indskrive de danske Beslutninger. S. Norsk Mag. II, 98. 240.
- ↑ J. P. Mynster: Om de danske Udgaver af Luthers lille Katekismus S. 10 ff.
- ↑ Heiberg: P. Palladius. Theologisk Tidsskr. v. Scherling & Engelstoft IV, 2 Heft. 44.
