de frem, og sætte dem saa i Koret ... Der gaar Kapellanen iblandt dem frem og tilbage, og haver et lidet Ris eller Kvist i sin Haand og læser saa Børnelærdom for dem; og de læse allesammen efter hannem; han sjunger saa godt og siger ... og hine spæde Børn efter ham med klinger Røst. Saa forfølger han Børnelærdom med det ud til Enden. Siden beder han stundom en Dreng, stundom en Pige staa op og læse højt for sig selv; hvad de fare vild udi, det retter han dem strax udi, og beder dem med Riset og truer dem, at de skulle faa Utak, naar de komme i-en, om de da ikke kunne bedre Stof &c.“[1].
Et ejendommeligt Vidnesbyrd om Tidens Iver for Katekismen afgive bergenske Synodalia af 1589, hvor Bisp Anders Foss opmuntrer til, efterhaanden som man bortskaffede de katholske Helgenbilleder ved Alterne, i deres Sted at opsætte Tavler beskrevne med Katekismen[2]. Disse Altertavler have lige til denne Dag, just ikke til Prydelse, hævdet sin Plads i mange af vore gamle bergenske Landskirker, ja i enkelte af disse finder man endog Væggene og Tagbjælkerne bemalede med Bibel- og Katekismussprog.
Det egentlige Vern mod Forsømmelse af Religionskundskaben besad Kirken i det private Skriftemaal. Paa en vis Maade i Lighed med, hvad der var Brug i den katholske Kirke, hvor den ethiske Del af Religionsundervisningen var henlagt til Skriftestolen[3], skulde nemlig de Unge og Ufor-
- ↑ Kirkehist. Saml. II, 577 ff.
- ↑ Norsk Mag. II, 215. Den meget berejste Bisp her muligen hentet Ideen til disse Tavler fra den reformerte Kirke, med hvis stærkt udprægede Forstandsretning de see vel synes at passe, og hvor de maaske oprindelig höre hjemme. Jeg har i al Fald etsteds seet dem omtalte som brugelige i engelske Landskirker.
- ↑ Dette er Grunden til, at Budene saa sjelden nævnes i de katholske Bestemmelser om Religionsundervisningen. I den norske Kirkes Historie under Katholicismen har jeg saaledes kun een Gang og det ganske forelöbig fundet dem omtalte, nemlig i Biskop Eisteins Brev
