til Kirkeforbedringens Fremme. Ligesom deres fornemste Formaal var at tilintetgjøre den katholske Gejstligheds politiske Magt, saaledes bestode de hovedsagelig kun i de katholske Bispers og nogle Presters Afsættelse, samt i Inddragelsen af det rige Kirke- og Klostergods. Og den raa Voldsomhed og Ligegyldighed for alle virkeligt religiøse Hensyn, hvormed man herved i alle Stykker gik tilverks, minder kun altfor stærkt om den Maade, hvorpaa Middelalderens Korsdragere plantede det hellige Symbol i Halvmaanens Sted. Om Folkets Oplysning ved religiøs Undervisning spurgtes der ikke. Den bliver først Gjenstand for Overvejelse, efterhaanden som Bispestolene besattes, og de evangeliske Superintendenter, hvem Kirkevæsenets hele Ordning efter det Indre som Ydre saagodt som ganske overlodes, langsomt beskikkedes.
Det var under disse Omstændigheder mere end et tomt Ord, naar Ordinantsen siger: „Superintendenterne kaldes nu ikke til nogen Ørkesløshed, men til stort Arbejde“. Kun maa vi beklage, at ingen af vore første evangeliske Bisper, paa et Par Undtagelser nær, synes at have været dette Arbejde nogenlunde voxen. Overhovedet føle vi i Norge smertelig Savnet af en Mand som Peder Palladius, der i Forbindelse med en særegen χάρισμα κυβερνήσεως, en særdeles Indsigt, praktisk Duelighed og Kraft samt et aabent Blik for Folkets Tarv, derhos ogsaa besad det gode Rygstød i den øverste Landsmyndighed, der gjorde det muligt i forholdsvis kort Tid at faa idetmindste en udvortes Orden tilvejebragt[1].
- ↑ Palladius’s Virksomhed tilhörer egentlig Danmark. Dog blev han ogsaa for Norge af stor Betydning dels gjennem sin Indflydelse paa den almindelige kirkelige Lovgivning, dels gjennem sine mange Skrifter, ved hvilke han i flere Retninger bestemte den kirkelige Praxis. Palladii Skrifter se Pontopp. Ann. III, S. 94 f. Worms Lexik. II, S. 153 ff. A. C. L. Heiberg: Peder Palladius i Theol. Tidsskr. ved Scharling & Engelstoft IV, 2det Hefte S. 166 ff.
