Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Niende Bind (1866).djvu/95

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
91
Om den norske Almues Dannelse eft. Reformationstiden.

videre Kredse, indtil den kjendelig berørte Folkets Masse. Ved Luthers og Melanchthons, Zwinglis og Calvins samt alle deres dygtige og nidkjære Medarbejderes fortsatte Bestræbelser bleve den katholske Kirkes Brøst og Vildfarelser stillede saaledes i Lyset, at den selv for den almindelige Bevidsthed maatte fremstille sig som den helt igjennem morknede Masse, hvoraf den paa hin Tid i saa paafaldende Grad frembød Skuet. Det er her Sandheden selv, der ved sin egen Kraft gjør sig gjældende og bygger et nyt Gudstjenestens aandelige Hus, hvortil efterhaanden Forandring af Kirkens udvortes Skikke og Forfatning føjer sig som den nødvendige Slutsten. Ganske modsat er Gangen i den norske Reformation. Denne gjennemførtes, som bekjendt, paa Kongebud og traf Folket aldeles uforberedt. En vis den bestaaende Kirke fiendsk Gjæring sees vistnok at have fundet Sted i de første 30 Aar af det 16de Aarhundrede[1]. Men den aabenbarer sig dog især ved Angreb paa den udvortes Kirkeordning og synes ikke at være fremgaaen af nogen renere Erkjendelse af Reformationens Sandheder. En saadan kan man nu i Almindelighed heller ikke vente at finde, naar man tager i Betragtning, at Bergen er det eneste Sted i Landet, hvor før 1536 Evangeliet med Sikkerhed kan paavises at være prædiket; hvorvel Resterne ogsaa her ere svage og snart talte[2]. Den negative Aand, der saaledes maaske allerede fra Begyndelsen udmærkede den reformatoriske Bevægelse, giver sig mere utvetydigt tilkjende i den danske Regjerings første Anordninger

  1. Se Biskop Hoskold af Stavangers Brev (1529) R. Keyser, Kirkehist. II, S. 694; Norske Rigsraads Klage af 1532 i Samlinger til Norske Folks Sprog og Historie II, S. 88. Derimod er man neppe berettiget til i Beretningen i Skibyske Krönike: „Episcopi & Nobiles Norvegiæ ob grassantem Lutheranismum coacti sunt Christierno (II) adhærere“ (efter Pontop. Ann. III, S. 186), at se et Vidnesbyrd om Lutheranismens Udbredelse i Norge.
  2. Om Reformationen i Bergen, s. Norske Saml. II, S. 311, hvor N. Nicolaysen væsentlig har samlet Alt hidhenhörende.