sverrerske Æts Bestræbelser efterhaanden blev den herskende, blev Folket afskaaret fra den politiske Virksomhed, der tidligere havde modnet det til Folk – og i lang Tid udgjorde dets karakteristiske Særkjende som saadant. Til at hele det Brud paa den nationale Udvikling, der saaledes opstod, viste den senere Styrelse sig fuldkommen udygtig – og frembyder altid Synet af en sørgelig Mangel om ikke altid af Vilje, saa dog af Evne og Dygtighed til at fatte Folkets Tarv og anspore, forene og lede dets Kræfter. Literatur var saa godt som ukjendt, og Landets naturlige Fattigdom i Forbindelse med uheldige Handelsforholde hindrede ogsaa Fædrene i at opnaa de materielle Goder, der ofte ere Menneskene en saa vældig Spore til Anstrengelser. Kort, Intet kaldte dem til hint Aandens højere Arbejde, uden hvilket ligesaalidt Samfundet som den Enkelte kan gjøre noget virkeligt Fremskridt.
Under den saaledes i sine Hovedtræk skildrede Tingenes Tilstand fandt Reformationen det norske Folk. Men ligesom den samtidige Forandring af Norges statsretslige Stilling i Begyndelsen blev uden mærkelig Indflydelse paa de rent borgerlige Samfundsforholde, ligesaalidt formaaede Religionsforandringen, hvor stor Betydning vi end iøvrigt maa tillægge den, gjennem et længere Tidsrum at bringe nyt Liv i den dybt sunkne norske Kirke.
Reformationen ejer hos os Intet af den Interesse, den i Almindelighed maa fremkalde, som udmærkende et af hine Historiens Knudepunkter, hvor det Gamle og Nye mødes for gjensidig at prøve Styrke. I sit Hjemland, Tydskland, se vi den reformatoriske Bevægelse gradevis at udvikle sig og, støttet og ledet af dygtige Førere, at udbrede sig i altid
Fald og dybe Nedværdigelse i Aarhundredet för Reformationen, da Fordærvelsen efterhaanden havde gjennemtrængt de ledende Myndigheder; ligesom vi og forstaa, at den altid maa blive et trykkende og snart utaaleligt Aag, naar Menneskene föle sig myndige til at tænke og handle for sig selv.
