Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Niende Bind (1866).djvu/93

Denne siden er ikke korrekturlest

89

A. V. Heffermehl, Om den norske Almues Dannelse eft. Reformat.

fremtraadte“, siger den katholske Lærde Bellarmin, „var der ingen Strenghed hos de kirkelige Domstole, ingen Tugt i Sederne, ingen Kundskab om den hellige Literatur, ingen Ærbødighed for de guddommelige Ting, ja der var næsten ingen Religion tilbage“^[1]. Vi tage ikke i Betænkning at overføre denne Bellarmins almindelige Dom om Tilstanden inden det katholske Samfund ogsaa paa den norske Landskirke. Kunne vi end ikke frakjende denne en Religion, saa var dog Religionen ganske vist ikke en saadan, at den kunde øve nogen vækkende eller belivende Indflydelse. Tvertimod, naar den fritog Menneskene fra den sedelige Anstrengelse at optugte sig selv efter det Fuldkommenhedens Maal, der er os given i Christi Person og indeholdt i hans Lære, naar den i deres helligste Anliggender opfordrede dem til selv Intet at gjøre, men blindt hen at stole paa Andre, – maatte den nødvendig fremkalde og befordre en ikke blot det sedeligt-religiøse, men ogsaa det rent borgerlige Liv fordærvelig Uvirksomheds og Ladheds Aand^[2]. Ved den forandrede Statsskik, som især ved den

↑ Efter Prescott, History of the Reign of Charles the Fifth. S. 139, N. 29.
↑ Naar den katholske Kirke sætter et Menneske i Christi Sted, hvem den selvfölgelig udruster med hele Guds Visdom og Magt, er det vel utvivlsomt, at en saadan Myndighed, saalænge dens Berettigelse staar uomtvistet, og den virkelig besjæles af en levende Omhu for Menneskenes Vel, maa kunne opvise baade store og velsignelsesrige Virkninger. Ingen, der er kun nogenlunde hjemme i Middelalderens Historie, vil og kunne miskjende, hvorledes den katholske Kirke i hin lovlöse og mörke Tid ikke blot var den Svages og Undertryktes virksomme Tilflugt, men og gjorde saavel kraftige som heldige Anstrengelser for at befordre Folkenes sedelige og intellektuelle Udvikling. Det er imidlertid ogsaa indlysende, at en Organisation lig den katholske Kirkes, der samler al Kraft og virksomhed ligesom i et eneste Brændpunkt, maa hindre den individuelle Frihed i Udviklingen, der ved Siden af den fuldkomne Harmoni i det Hele er alt sundt Livs – det naturliges som det borgerliges og kirkeliges – store Grundlov. Af denne de enkelte Lemmers fuldkomne Uselvstændighed, som den katholske Kirke saaledes befordrer og ifölge sin Paastand om absolut Ufejlbarhed naturligvis ogsaa maa fordre, forklares let dens hurtige

[1] Efter Prescott, History of the Reign of Charles the Fifth. S. 139, N. 29.

[p89-2] Naar den katholske Kirke sætter et Menneske i Christi Sted, hvem den selvfölgelig udruster med hele Guds Visdom og Magt, er det vel utvivlsomt, at en saadan Myndighed, saalænge dens Berettigelse staar uomtvistet, og den virkelig besjæles af en levende Omhu for Menneskenes Vel, maa kunne opvise baade store og velsignelsesrige Virkninger. Ingen, der er kun nogenlunde hjemme i Middelalderens Historie, vil og kunne miskjende, hvorledes den katholske Kirke i hin lovlöse og mörke Tid ikke blot var den Svages og Undertryktes virksomme Tilflugt, men og gjorde saavel kraftige som heldige Anstrengelser for at befordre Folkenes sedelige og intellektuelle Udvikling. Det er imidlertid ogsaa indlysende, at en Organisation lig den katholske Kirkes, der samler al Kraft og virksomhed ligesom i et eneste Brændpunkt, maa hindre den individuelle Frihed i Udviklingen, der ved Siden af den fuldkomne Harmoni i det Hele er alt sundt Livs – det naturliges som det borgerliges og kirkeliges – store Grundlov. Af denne de enkelte Lemmers fuldkomne Uselvstændighed, som den katholske Kirke saaledes befordrer og ifölge sin Paastand om absolut Ufejlbarhed naturligvis ogsaa maa fordre, forklares let dens hurtige

[1]

[2]