Norges kortvarige Blomstren i den sidste Halvdel af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede følges, som bekjendt, af et langt og uhyggeligt Tidsrum, hvori en hel Civilisation synes sporløst at gaa tilgrunde, og Barbariets Taage lægger sig tungt over Folk og Land. Medens de fleste andre europæiske Stater – efter at have gjennemgaaet den første Middelalders Skjærsild – i Løbet et det 15de Aarhundrede efterhaanden vandt Orden og indre Fasthed, fortsatte Norge uden Afbrydelse den tilbageskridende Bevægelse, hvis Begyndelse man i Almindelighed sætter ved Aar 1350, og hvis Kulmination, skjønt den ifølge Tingenes Natur ikke bestemt kan angives, dog formentlig vil være at søge ved det 16de Aarhundredes Midte.
Hvad der karakteriserer den Reformationen næstforegaaende Tid, er imidlertid ikke saameget den store Uvidenhed, den gjennemgribende Raahed, der herskede overalt, som meget mere en fuldkommen Mangel paa Liv og Bevægelse, ja paa frugtbare Livsspirer, hvoraf et nyt Liv kunde haabes at udfolde sig. „Nogle Aar før den lutherske og calvinske Hæresi
