som arrogant, – heller ikke over, at hans Samtid af enkelte Begivender vilde slutte sig til, at Forfængelighed udgjorde et Hovedtræk i hans Charakter. Man kan vel her bemærke, at Brun, som var bleven gammel under Souverænitetens Dage, vel har havt sine høje Tanker om Bispeembedets Værdighed som en høj Stilling i Samfundet, om han ogsaa har taget sig iagt for at bruge dets Myndighed. Hvad der kunde være ham til Ære i hans Egenskab af Biskop, har han vel ogsaa sat en Pris paa, – større maaske, end han selv mente. Han kalder vistnok de udvortes Udmærkelser „lette Varer“, men at han ikke skattede dem saa ganske ringe synes at ligge i følgende Linjer af hans Skildring af Professor Arentz: „1810 blev han Ridder af Danebrogen. Jeg, som blev det samme Gang, i Begyndelsen forlægen med dette nye, og, som mig syntes, paa en gejstlig Kjortel heterogene Ærestegn, blev let om Hjerte, da jeg mærkede, at den Ordens-Broder, jeg i Stiftet havde faaet, var min gamle Professor Arentz“.[1] Et Spørgsmaal er det maaske, om hans Hjerte var blevet ligesaa let, om den ny Stjerne var falden paa nogen af de ham underordnede Prester, selv om det havde været hans specielle Venner, f. Ex. P. D. Baade eller Niels Hertzberg. En anden af disse „lette Varer“ tilfaldt ham paa hans gamle Dage, da de norske Bisper lik sine Guldkors, men efter Pavels’s Beretning vakte dette smukke Bispetegn ikke „Forlegenhed“, men en vis naiv Glæde[2]. Som han nu vel satte Pris paa den Udmærkelse, der blev ham tildel i hans Egenskab af Biskop, saa har han vel ogsaa været den Mand, som lettelig kunde føle og modsætte sig et virkeligt eller formodet Angreb paa sin Værdighed. Herhen hører det vel,
