hvad en gammel Prest, der selv som Yngling var nærværende ved den omhandlede Lejlighed, har fortalt. I 1812 kom daværende Slotsprest Pavels til Bergen for at besøge sin Moder. Han vilde ikke forlade Staden uden at have stiftet Bekjendtkab med Biskop Brun, og da han hørte, at denne var paa Visitats ved Fane, rejste derud, spurgte øjeblikkelig efter Bispen, men denne lod sig ikke finde i 3 Timer. Grunden var, at der under Bruns Adresse var kommet et Brev til Pavels med Udskrift: „højærværdige Hr. Slotspræst Pavels“. Prædikatet „højærværdig“ var et biskopeligt Privilegium, og den gamle Biskop følte sin Værdighed krænket ved at se det givet til den Mand, som skulde arve det efter ham.
Vi kan ikke slutte disse Blade uden at minde om Biskop Bruns glødende Fædrelandskjærlighed. Længe før nogen Tanke om Norges Løsrivelse fra Danmark var opkommen, skrev han sin navnkundige Sang: „For Norge, Kjæmpers Fødeland“, i hvilken man vistnok kunde indlægge Tanker, som var ham aldeles fremmede. I sit Gjenmæle mod Badens Kritik over „Einar Tambeskjælver“ erklærer han det ogsaa tydelig nok, at Danmark og Norge stod for ham som tvende Dele af et Fædreland, og det var ham sikkerlig af megen Vigtighed ikke blot at synes, men at være en trofast Undersaat, hvad enten Norges Konge boede i Kjøbenhavn. Christiania eller Stokholm. At Tanken om et selvstændigt Norge med Haakon den gamles Kongestol gjenoprejst inden Landets egne Grændser har tiltalt og opflammet hans mandige Sjæl, er let forklarligt, – at hans djærve Ytringer, med hvilke han ingenlunde var forsigtig, paadrog ham Mistanke i Kjøbenhavn 1811–1813 og i Stockholm 1814–1815, er naturligt. Paa det sidste Sted maa man vel snart være kommen paa det rene med, at den djærve Biskop ikke var nogen politisk Størrelse, og at Fædrelandet ogsaa i sin nye Stilling ingen Skade vilde tage af Fædrelandsvenner som
