Bruns æsthetiske Interesse har maaske bidraget til hos
ham selv at fremkalde vel store Tanker om sit Digterværd
og bragt for Lyset mange Produkter, som han helst kunde
have holdt tilbage. Maaske har den ogsaa ført ham vel
langt ind i Tidens Selskabsliv, hvori Maadehold just ikke
altid var tilstede. Han var en selskabelig Natur, delte gjerne
Bordets Glæder, og nærede ikke sin Ven Cammermeyers
Afsky for Kortspil. At han gjerne søgte Opmuntring i Selskabslivet
havde vel ogsaa andre Grunde end en naturlig
Lyst dertil. Over hans i lykkelige Ægteskab lagde der sig
mørke Skygger; hans Ungdoms Elskede, i hvem han glædede
sig saare, blev nedbrudt af et mørkt Tungsind, og hos enkelte
af hans Børn nedarvedes denne Svaghed som et formeligt
Vanvid. Husholder var han ikke, og hele sit Liv igjennem
plagedes han af Gjeld. Denne Plage synes i hans sidste
Aar at være bleven ham en formelig Byrde, da Pengereduktionen
i 1813 efter hans Opfatning af Forholdene betog ham
Haabet om, at Gjelden kunde blive betalt efter hans Død[1].
Det var ham en pinlig Tanke, at hans Enke skulde „gaa fra
Arv og Gjeld“; han har vel anseet dette for ligesaa ydmygende
for sin mandige Stolthed som nedværdigende for det
høje Embede han beklædte.
I det selskabelige Liv var Biskop Brun en ligefrem, jævn og munter Mand, hvor han stod mellem ældre Folk. Paa Tidens Ungdom i Almindelighed har han vel ikke sat synderlig Pris, og vi kan derfor ikke undre os over, at nu levende gamle Mænd, der id sin Ungdom har kjendt ham, skildrer ham
- ↑ At Pengeforandringen netop kom Debitor tilgode, faldt ham ikke ind. Den Gjeld, han havde stiftet i gode Penge, mente han, maatte betales i samme Mynt, fölgelig med en saa meget större Mangfoldighed af de slette Penge. Der findes iblandt hans efterladte Papirer flere Udkast til Breve, stilede til de Raadende i Kjöbenhavn, hvori han fremstiller sin Nöd ved Gjeldens Forögelse. Hvis disse Breve ere komne til Kjöbenhavn, have de rimeligvis kun vakt Fornøjelse.
