baade i Tale og Skrift, og dette Indblik gjør godt. Det er heller ikke uden Betydning, at en saadan Tale fremkommer i en æsthetisk Klub midt i Revolutionens Decennium. Spotten var ikke uddød, og den Prest, som her fremstod med Tale om Korsets Sandheder, maatte vel kjende til, at han stod her som et Sandhedens Vidne og være gjennemtrængt af Bevidstheden om, at denne Sandhed trodser og besejrer al Spot. Som Brun i denne Tale omhandler sit Sjælesørgerforhold til Fasting, kommer han ogsaa til at omtale denne som en stadig Tilhører i hans Kirke. Han havde som saadan været Brun en stadig Opmuntring, som en Mand, af hvem denne vidste sig forstaaet. Visselig var hans evangeliske Forkyndelse simpel og klar, og han kunde med Taknemmelighed sige:
men naar han ikke uden en vis Glæde udtaler, at han var forstaaet af Fasting, da er det ikke hertil, han sigter. Tiden satte saare megen Pris paa en nøjagtig Gjennemarbejdelse af Talen efter de visse staaende rhetoriske Former. Brun bibeholdt disse hel trofast, om han end i Strid med Tiden indaandede Evangeliet i dem. Han satte Pris paa Fasting som en af de faa Mænd blandt hans Tilhørere, der var istand til at bedømme hans Prædikener som oratoriske Arbejder. En saadan Ytring behøver ikke at udlægges som Forfængelighed thi med det Værd, som Tidens Mænd – og navnlig en æsthetisk begavet Personlighed som Brun – lagde paa Talens Form, – og med den stærke Følelse af, hvor nødvendigt det var at skride fremad i dennes Fuldendelse, maatte en gejstlig Taler i sine bedste Aar sætte Pris paa en kyndig Bedømmer iblandt sine stadigere Tilhørere. Kun hos en saadan kunde han faa hare sin Tales Fejl som Tale betragtet – noget, som visselig enhver Prædikant, der er nidkjær for sit Kald, vil være taknemmelig for.
